Allan Holmgren og Anette Holmgren: Et nyt liv

Allan Holmgren og Anette Holmgren skrev til skoleskriftet 12/13 en artikel om deres oplevelser med at have deres datter på efterskole.

“Og til slut er det ikke mængden af år i dit liv der tæller
– det er mængden af liv i dine år” 
Abraham Lincoln

Vi var fuldstændig uforberedte. På trods af ”efterskolernes dag”; selvplanlagt besøg; studie af hjemmeside og en kusine som gik på skolen forrige år, var der intet, der havde forberedt os på, hvad det egentlig var, vi afleverede vores datter til d.5.august 2012. Men da vi den søndag eftermiddag sad samlet i den store sal, unge, forældre og søskende, spændte og forventningsfulde, og klaveret gik i gang, og lærernes sangstemmer lød ud over salen, gik det med tårer i øjnene op for os, hvor stort dette var. Det var jo ikke bare et år på en skole i en by langt hjemmefra. ”Hun er jo kommet på højskole,” sagde vi efterfølgende til venner og bekendte. Et sted med sang, et sted hvor lærerne tager initiativ til at debattere vigtige spørgsmål, et sted hvor fællesskab og ånd ikke bare er noget, der tales om, men noget der praktiseres. Et sted hvor initiativ bakkes op og ideer ikke falder til jorden pga. administration og regler. Med glæde og varm forundring kørte vi tilbage, mod den nordlige del af sjælland, og med en fornemmelse af, at fra nu var noget forandret for altid. Den pige vi havde afleveret ville ikke komme hjem igen – hun ville blive en anden, end den hun var.

Fuldstændig uforberedte vågnede vi mandag d.6. august om morgenen, med en overvældende følelse af tomhed. Da jeg senere forsøgte at sætte ord på denne følelse, jeg aldrig tidligere havde kendt, sagde jeg: ”Det er sorg, uden man er ked af det”. Lydende i huset var forandret. Når man så ind i hendes værelse, stod alting som sidst man kikkede derind. Armene var forvirrede, fordi de manglede hende at kramme. Det tog tre dage. Så var huset, blikket og armene begyndt at vende sig til, at hun ikke lige dukkede op.

Endelig efter tre uger, den første hjemmeweekend. Fuldstændig uforberedte observerede vi, at den ikke skulle bruges sammen med os, men sammen med de venner og veninder der blev ladt tilbage. Hjemme-weekend betød venne-weekend. Senere fandt vi ud af at dele tiden.

”Når jeg kommer hjem fra efterskolen, kan jeg godt stå for at gøre badeværelserne rent, nu ved jeg jo hvordan man gør” – endnu engang overrumples man af efterskoleeffekten. Det handler om langt mere end de tætte bånd, der knyttes, alle oplevelserne, grin og fest og faglighed. Det handler også om at sætte sin personlighed på prøve. Åbne sig over for nye erfaringer og vove det, man før trådte tilbage fra. Og ud af det træder en ny person, med holdninger og færdigheder. Som forældre står vi tilbage med en stille følelse af taknemlighed for at efterskolen findes som mulighed, og over måden muligheden blev grebet af det barn, som gik der. Og vi blev enige om at anstrenge os for, at leve op til det ansvar, som efterskolen til juni afleverer tilbage til os. Et ansvar som består i at bygge videre på det, som er blevet skabt og ikke kvæle den nyfundne selvstændighed og de tillærte færdigheder, ved at presse gamle rammer ned over et nyt liv.

Tusind tak NÅE for alt og for mængden af liv i det år, som er gået.

Anette Holmgren og Allan Holmgren, forældre til Alberte årgang 2012/2013.

Et billede på det som allan holmgren og anette holmgren beskriver i deres artikel.

Et billede på det som Allan Holmgren og Anette Holmgren beskriver i deres artikel.