Weekend på efterskole

En weekend på efterskole giver nogle andre spændende muligheder end dem som man møder i hverdagen. Derfor er det en god ide at blive.

Selv om de fleste weekender er frivillige, har vi også nogle arrangementer, hvor det er nødvendigt, at du bliver her – bl.a. til Efterskolernes Dag i september.

Din familie bliver inviteret til to forældreweekender, så de kan opleve en lille flig af efterskolehverdagen.

Måske har du en god ven/veninde – en lillebror eller søster – der har lyst til at besøge dig en weekend. Det kan naturligvis også lade sig gøre, hvis du har aftalt det med skolen.

Cirka tre weekender om året skal du være på efterskolen. Det er til din kontaktgruppeweekend, Efterskolernes dag og NÅE anderledes festival. Udover disse dage er en weekend på efterskole helt frivillig. Oftest bliver mellem 30 og 80 elever i weekenden. Det mest normale er cirka 50.

 I løbet af året vrimler det med temaweekender og særlige arrangementer, som giver stemning og liv på skolen. Her er blot et lille udpluk af, hvad der sker i weekenderne på Nørre Åby Efterskole.  

  • ”bryllupsweekend”, hvor alle elever, der vælger at blive på skolen, deltager i en fiktiv bryllupsfest. Ingen ved på forhånd, hvilken rolle de kommer til at spille i dramaet. En elev bliver præsten, der vier bruden og brudgommen, en anden elev bliver du den fulde onkel, der holder en sjofel bryllupstale, ja hvem ved, måske bliver du lykkeligt gift, inden weekenden er gået.
  • Lillebælt Halvmaraton – på efterskolen har vi altid mange elever og lærere, der vælger at løbe Lillebælt Halvmaraton. Løbet bliver altid afholdt i starten af maj. I denne særlige weekend tager alle de elever, som er på skolen, til Middelfart – enten for at løbe de 21 km eller for at heppe på vores seje løbere og hygge sig Middelfart sammen med de øvrige elever og lærere.
  • Omvendt døgn – hvor alt bliver vendt op og ned. Morgenmad om aftenen, aftensmad om morgenen, fodboldkamp om natten (med pandelamper) osv.
  • Sommergrillfest om vinteren – hvor eleverne trodser vejr og vind og leger, at det er sommer for en dag. Der er vandkamp i haven, pølser på grillen og sommer i maven.
  • ”juleshopping (lørdag)”, hvor alle elever, der vælger at blive på skolen, tager til Odense og juleshopper og nyder duften af brændte mandler og varm kakao.
  • ”superbowl”, hvor de elever, der måtte have lyst, holder sig vågen det meste superbowlnatten og ”nørder” amerikansk fodbold i selskab med en lærer (det plejer at være Pierre J).

 Ovenstående er bare et lille udpluk af, hvad der sker på Nørre Åby Efterskole. Nye sjove idéer og skøre indfald er en stor del af vores hverdag, og det er i høj grad eleverne, som bestemmer, hvor meget vi kaster os ud i i årets løb.