Badminton, futsal og musikteaterweekend

På NÅE har vi ikke tradition for at vinde, når vi spiller badmintonkampe mod de andre efterskoler i området. Faktisk tabte vi samtlige kampe i de første tre år, jeg var ansat på skolen. Og det er ikke, fordi vi ikke spiller for at vinde (det gør vi skam), det er bare ikke det allervigtigste lige i denne sammenhæng. Det vigtigste er, at alle der har lyst til at spille får muligheden og får en sjov og hyggelig oplevelse.

MEN forrige mandag skete det faktisk. Vi vandt! Eisbjerghus Efterskole blev sendt hjem med et nederlag på hele 7-2 i kampe. Heldigvis tog eisbjerghuseleverne nederlaget med oprejst pande. Det var en rigtig hyggelig aften, som endte med, at vores elever tog vores modstandere med rundt på skolen. Ifølge deres lærer er de klar til at spille igen – og det er vi også.

To dage efter var der arrangeret et stort futsalstævne i Vestfynshallerne. Vi stillede med to drengehold og et pigehold. Futsal minder meget om fodbold, den væsentligste forskel er bolden er lidt mindre og tungere. Desværre blev det ikke til medaljer til NÅE i år, men der blev kæmpet godt. Det ene drengehold var kun et mål fra at gå videre i finaleslutspillet, så det var surt. Men alt i alt var det en rigtig hyggelig dag med masser stemning på lægterne og intens fight på banen.

Denne weekend har stået i musikteaterets tegn. Både dansere, skuespillere og musikere arbejder hårdt på at gøre dette års forestilling til den bedste nogensinde. Og denne weekend fik de også hjælp af tekstil- og kunstholdet. Anført af Hanne (lærer) nåede de 20 motiverede og arbejdsomme elever at sy hele 55 nederdele og cirka 65 slips. Kunstholdet – anført at Karen Luise (lærer) – udarbejdede rigtig flotte kulisser, som danner ramme om de endelige forestillinger, der bliver opført den 28., 29., 30. og 31. marts.

Mads. 4. marts

Tilbage