Danskemneuge

Vi netop haft danskemneuge på programmet. Det var en spændende uge, hvor vores elever blandt andet producerede reklamefilm og udarbejdede kreative reklameannoncer.

Alle skolens elever blev mandag morgen inddelt i små reklamebureauer, der hver især skulle forsøge at ”brande” et ganske særligt produkt på den bedst tænkelige måde. Man taler tit om ”reklamernes magt”, men hvorfor er det overhovedet, at reklamerne har sådan en stor indflydelse på den måde, vi tænker og handler? Hvad virker, og hvad virker ikke?

Derudover arbejdede vi også med det danskfaglige begreb ’intertekstualitet’ – altså det, at en skønlitterær bog, film, reklame o.lign. refererer (ofte indforståede referencer) til en anden skønlitterær bog, film, reklame o.lign. I nutidens reklamer vrimler det med intertekstuelle referencer – måske især fordi det vækker en særlig genkendelse hos modtageren.

Mandag og tirsdag arbejdede vi bl.a. med en tv-reklame for Jolly Cola, der havde tydelig intertekstuel reference til eventyret ”Klodshans” – vi analyserede også en trykt reklameannonce fra firmaet Smirnoff, der trak klare referencer til ’syndefaldsmyten’.

Derefter var det elevernes tur til at være kreative.

reklame færdig-2

Helt konkret fik eleverne til opgave at udarbejde et reklamekoncept (med tilhørende reklamefilm og reklameannonce) hvori der skulle inkorporeres intertekstuelle referencer til enten ”Den grimme ælling”, ”Klodshans” eller ”syndefaldsmyten”. De enkelte grupper valgte selv, hvordan de endelige reklamer skulle tage sig ud, til gengæld var det på forhånd bestemt, hvilke produkter der skulle reklameres for. Grupperne/reklamebureauerne trak hver især lod om fem forskellige produkter: Ferrero Rocher, skyr, bukser, sko og Nutrilett (en proteinbar).

Torsdag præsenterede samtlige reklamebureauer deres reklamekoncepter i klasserne. Eleverne kårede derefter (ud fra forskellige danskfaglige kriterier) de bedste reklamefilm og reklameannoncer i hver af de fem klasser.

Som afslutning på hele reklameforløbet dystede vinderne fra hver klasse om at få den eftertragtede ”Guldkornpris” – en pris, der skulle uddeles til den mest gennemførte og vellykkede reklamer. Award-showet foregik på storskærm i lokalet Grundtvig.

10.D endte med at overtrumfe alle andre klasser, da to af deres reklamebureauer både vandt for bedste reklamefilm og bedste trykte reklame. Stort tillykke til dem!

Og tak til alle elever for en super danskemneuge! 

vores Google+ side, kan du se lidt billeder fra ugen der gik. 

Mads 5. marts

Tilbage