Johanne vinder ‘DM i novelleskrivning for unge’!

Vores forfatterlinje deltager hvert år i ‘DM i novelleskrivning for unge’ – en konkurrence afholdt af Dansk Forfatterforening. Det er en konkurrence, hvor alle landets unge (i alderen 16-19) kan være med.  Ud af de mange deltagere udvælger Dansk Forfatterforening omkring 20 vindere, der alle bliver inviteret til en skriveworkshop i København og efterfølgende får trykt deres historier i en novellesamling udgivet af Dansk Forfatterforening.  Sidste år var samtlige vindere elever fra videregående uddannelser (gymnasier o. lign.), men det er ikke tilfældet i år.
For i år er Johanne med!

Johanne er elev på NÅE’s forfatterlinje og har sideløbende med den daglige skriveundervisning arbejdet med sin DM-novelle “Brune øjne” – og hun kan altså nu skrive “Danmarksmester” på sit CV.  Et stort tillykke til Johanne for sin fantastisk flotte præstation. På Nørre Åby Efterskole kipper vi med flaget og glæder os rigtig meget på Johannes vegne.

Her er hendes fremragende DM-novelle.

Brune øjne

Solstrålerne bader Rødby Station. Det er sensommer, slutningen af august, og Jasper venter på sit tog. Solen står højt på den klare himmel, luften er frisk og kølig. Hvis man lægger mærke til det, kan man se, at hans højre hånd ryster en smule, så kaffen i papkruset laver små ringe. Øjnene er urolige, roterer mellem togskinnerne, menneskerne, der travle passerer ham, og armbåndsurets visere, der synes at bevæge sig i slowmotion. Der er tre minutter til toget ankommer. Han klør sig i skægstubbene, håret, i nakken, og det er, som om folk omkring ham fryser fast, da skinnerne begynder at vibrere og en stigende tuden kommer nærmere.

DSB-toget er som altid godt pakket, men Jasper når lige at fange et sæde, inden den bliver optaget af en anden. Han smider rygsækken under sædet, ruller med skuldrene, knækker sine fingre. De er fugtige og klamme. Her skal han sidde i knap tre timer, indtil han rammer Storkøbenhavn. På det lille, kvadratiske bord ved ruden sætter han sit kaffekrus. Så lukker han øjnene. Toget runger omkring ham, får kaffekruset til at vibrere let. Luften omkring ham emmer af indelukkethed og duften af fastfood. Småsnakken omkring på sæderne bliver langsomt overdøvet af stilhed.

Landskabet suser forbi udenfor. Han genkender hurtigt Københavns Hovedbanegård og vælter op fra sin plads. Først da hans ene fod er på vej ud af toget, opdager han, at han har glemt sin rygsæk. Han løber tilbage, leder under sædet, men den er der ikke. Kontrollørens stemme fortæller, at toget nu holder i København, og alle skal huske deres ejendele, når de forlader kupéen. En sveddråbe sniger sig piblende frem under Jaspers hårkant. Armbåndsurets tikken lyder højere. Tik, tik. Tik, tik. Ingen han spørger har set tasken. Sveddråben er på vej ned over hans næse, hurtigt efterfulgt af endnu en. Brystet hæver og sænker sig i hurtige bevægelser, tik, tik. Så ser han dørene glide i, og toget kører videre på sin rute.

Han vågner med et sæt. Glipper med øjnene, solen blænder ham, så han må skygge med sin hånd, for at se hvor han er. Toget er standset, men menneskemængden udenfor dækker for stationsskiltet. I døråbningen er en mand. Han har et kruset, sort skæg og en turban på hovedet. Ved hans side står en kvinde i slør, Jaspers øjne fanger hende med det samme. Hendes øjne er store og brune. De træder længere ind i toget og bag dem kommer tre andre. Deres blikke flakker rundt i kupéen, indtil de opdager firemandssædet til højre for Jasper. Han synker en klump, da de sætter sig til rette. De kigger ikke på ham en enkelt gang, kun en lille dreng, der sidder på kvindens skød. Hans øjne er endnu større og dobbelt så brune, som sin mors. De stirrer gennemborende. Jasper sænker blikket, triller tommelfingre, vipper lidt med den ene fod. Han kunne godt bruge noget musik, men den firkantede iPhone i hans bukselomme giver et blink fra sig, og får ham til at glemme alt om noget musik. Fire sms’er og et ubesvaret opkald. Fra ham. 37 minutter siden. Hans blik klistrer fast til skærmen. Solen udenfor er forsvundet, grå skyer er trukket over himlen, som et mørklægningsgardin. Kaffekruset er tomt, da han rækker ud efter det, så en klump spyt må erstatte. Han synker. Langsomt. Ud af øjenkrogen sidder den lille dreng stadig og kigger, tager sig ikke af, da Jasper holder hans blik. Blikket forholder sig helt ubekymret og roligt, i modsætning til Jaspers flakkende, forvirrede.

Mobilen vibrere endnu engang i Jaspers hånd, denne gang mere insisterende. Han slipper et gisp og låser straks mobilen op med fire hurtige tastninger. Igen en sms. Han læser dem alle, en efter en.
Nu husker du det hele
Er du taget af sted?
Du har bare at være der til tiden!
Hvorfor svarer du ikke?
Jeg venter på dig, du ved hvor

Beskederne ligger som trusler, der prøver at løsrive sig fra den lysende skærm. Jasper knækker sine fingre, ruller med nakken. Det knitrer og knaser, giver ham kuldegysninger ned langs rygraden. Det yderste rum i rygsækken virker uoverskueligt og rodet, da han begynder at lede. Nu husker du det hele. Tårerne når lige præcis ikke at løbe over, inden han finder den første lille pose, der er gledet helt ned i bunden. Den er, som den skal være; lille, diskret og lige til at gemme i baglommen. Hans blik farer op, en anelse for hurtigt til at virke pålideligt, men det virker ikke til, at nogen har ænset noget. Drengen er døset hen på firemandssædet. Jaspers svedige hænder leder videre. Endnu en lille pose dukker frem, nærmest identisk med den første på nær det lille tegn på forsiden skrevet med rød kuglepen. Nu mangler han kun den sidste. Han graver sig gennem høretelefoner, tyggegummipakker, lommeletter. Han klør sig i hårkanten, lyner det store rum op. Der ligger et halvspist pølsehorn fra 7eleven, en energidrik og en nusset cardigan. Dét er det. Farverne blander sig sammen for hans øjne og efterlader ham med et tomt blik.

Viserne bevæger sig hurtigere end tiden, håndfladerne er dækket af sved, blikket er blevet forvildet og febrilsk. Der er tre stop endnu, Københavns forstæder glider i rekordfart forbi bag ruderne. IPhonen brænder i lommen, løber snart tør for strøm. 12% tilbage, tolv minutter til ankomst. T-shirten er gennemblødt af koldsved under vindjakken. Luften er tung og fugtig. Jasper trækker vejret dybt gennem næsen, puster ud gennem en sprække i hans tørre læber. Han fugter dem med tungen, men det er som om, han ikke kan gøre det, gøre noget. Pulsåren pumper dunkende i halsen på ham og danner et ekko i hans hoved. Tankerne kører rundt bag hans hjerneskal, som en spillefilm. Seancerne popper frem, et efter et. Et ryk i sædet vækker ham, og en skærende stemme jager ham mod udgangen. Hovedbanegårdens mylder rammer ham som en mur.

Det er et mylder af mennesker. De maser og skubber med tunge kufferter og skarpe albuer. De er trætte, irriterede og vil hjem. Jasper får endelig sneget sig ud gennem menneskemængden, men glider i en tom dåseøl og lander hårdt på det kolde gulv. Han tager sig til hovedet, kommer til sig selv. En stribe blod løber ned ad håndleddet, han tørrer det af i vindjakken, famler i sin lomme og tjekker at de to poser stadig er der.
“I shall help.” Jasper får et chok og taber poserne, kigger op. Foran ham står en høj mand i koksfarvet tøj. Bag ham står en kvinde og et barn, begge med dybe, brune øjne. Mandens mørke hånd rækker frem for at hjælpe, men Jasper bliver siddende og samler poserne sammen, da han opdager, at en af dem er revnet.
“Nej..” Forsigtigt løfter han op i posen. Det hvide pulver siver hurtigt ud og lander på de beskidte fliser. “Nej!” Ivrigt skraber han pulveret sammen, men det er allerede blevet brunt og smattet af folk mudrede fodspor. Han kigger vildt og forarget på manden og hans familie. I samme øjeblik hører han fodtrin bag sig, og han er slet ikke i tvivl. Han står lige for øjnene af ham, med et iskoldt ansigtsudtryk.
“Er dét det, jeg tror det er?” Tonen er monoton, og han skuler mod pulverbunken. Jasper kryber sammen på gulvet, maver sig langsomt bagud, da han kommer nærmere. Hænderne ryster epileptisk, da han peger.

“Ne.. Nej! D-d.. det var ham!” Pegefingeren rammer den mørke mand på låret. Hans øjne følger lynhurtigt Jaspers finger til manden og hans familie.
“What you talking? I do nothing.” Manden træder tøvende et skridt tilbage, kvinden bag ham trækker sin søn til sig, kigger forskrækket på sin mand. Han træder nærmere i et bestemt tempo, Jasper er som et fastfrosset overvågningskamera ved siden af. Det er som om, kvindens skrig ikke kommer ud af hendes mund, da han trækker pistolen og sigter. Det eneste Jasper ser er drengens store, brune øjne, der pludselig er gået fra ubekymrede og rolige til skrækslagne og glasagtige. Så lukker Jasper øjnene og hører skriget.

Du kan læse mere om vores forfatterlinje. DM i novelleskrivning for unge er en konkurrence arrangeret af Dansk Forfatter Forening.

DM i novelleskrivning 2015

Tilbage