Familieweekend på NÅE

Den forgangne weekend har stået i familiens tegn. Det er en fast tradition på Nørre Åby Efterskole at afholde familieweekend to gange om året – en i september og en lige inden julen sætter ind. Som forælder, bedsteforælder mv. har du her mulighed for at snuse lidt til efterskolelivet og samtidig være en del af det store fællesskab.

De mange familier ankom lørdag middag – til høj sol og højt humør. For eleverne er det en ganske særlig følelse for første gang at byde familien indenfor i ”sit andet hjem”. Som lærer er det også skønt at se at se eleverne være på hjemmebane og stolt vise skolen frem.

Efter en let frokost i spisesalen mødtes familier, elever og lærere præcis klokken 14 i skolens idrætshal. Her var der i dagens anledning stillet en stor scene op samt en masse borde og stole. Godt 350 mennesker var vi i lørdags, hvilket er et rigtig flot antal.

Som det sig hør og bør, blev der sunget et par fællessange, inden de forskellige eftermiddagsværksteder blev præsenteret. I modsætning til mange andre efterskoler er familieweekender på NÅE ikke blot arrangementer, hvor du kommer og ser din søn eller datter optræde i en masse forskellige sammenhænge. Her deltager du i efterskolelivet på lige fod med eleverne. Det handler mere om at være sammen end at vise frem.

700_1723

Og der blev både sunget kor, øvet drama, spillet fodbold, dyrket crossfit, pyntet op, lavet armbånd, lanterner, buer, bål, boder og ikke mindst mad (og sikkert også meget andet) i løbet af lørdagen. Vejret var fantastisk og stemningen var i top.

Om aftenen viste både skolens dansehold, musikhold og kor prøver på deres evner. Thomas og Maria var konferencierer og sørgede for, at alt forløb, som det skulle.

For dem der valgte at overnatte på skolen stod den om søndagen på en hyggelig omgang folkedans med Maria og fælles oprydning.

Vi takker for en dejlig weekend og glæder os til at se jer alle igen til 2. familieweekend sidst i november, hvor vi pynter op til jul.

Mads 15. september

Tilbage