Hverdagshygge, Dolly Awards og Superbowl

Efter en herlig uge på ski i de norske fjelde er hverdagshyggen vendt tilbage på NÅE. Alle elever valgte at tage hjem for at holde forlænget weekend efter skituren, så det var lidt som at komme tilbage efter en lille ferie, da der igen kom elever mandag aften. For en gangs skyld var der ikke sket noget på Nørre Åby Efterskole, og det var måske egentlig meget godt. For selvom vi havde en fantastisk tur til Norge, er det også det også en tur med masser indtryk og mange nye udfordringer. Man er godt brugt efter sådan en oplevelse, og ja, så har man jo også en masse beskidt vasketøj, som mor måske lige kan klare i samme ombæring:)

Torsdag aften var de fleste af skolens elever på Viby Efterskole for at se deres musikteaterstykke. I modsætning til dramalinjen på NÅE, har Viby ikke tradition for at skrive deres teaterstykke selv. I stedet genfortolker de kendte musicals. I årenes løb har de bl.a. opført ’The Wizard of Oz’, ’HAIR’, ’Skatteøen’ mv. Dette år havde de ’Grease’ på programmet, og ifølge vores egne elever gjorde Viby-eleverne det godt. Det var en hyggelig aften, og vores elever var (som forventet) et rigtig godt publikum for de spændte unge dramadebutanter.

I denne weekend deltog medieholdet i den årlige kortfilmsfestival ”Dolly Awards”, der afholdes af Lunderskov Efterskole. NÅE deltog med en enkelt film, men vandt desværre ikke noget. Til gengæld fik vores elever virkelig hygget sig og en masse inspiration til nye, spændende filmprojekter.

Natten mellem søndag og mandag blev den årlige Superbowl-finale spillet i USA. Det er verdens største sportsbegivenhed, og selvfølgelig lader vi ikke bare sådan en kamp gå ubemærket hen på NÅE. Thomas(lærer) stod for arrangementet og så sammen med en lille flok af seje efterskoleelever New England Patriots besejre Seattle Seahawks 28-24. Kampen sluttede først tidligt mandag morgen, så hvis et par af eleverne hang lidt i undervisningen, var det forståeligt nok. Men op skulle de! Det var en del af aftalen.

Mads 3. februar 2015

Tilbage