Julie vinder også DM i novelleskrivning

Man plejer at sige, at træerne ikke vokser ind i himlen, men på Nørre Åby Efterskole gør de altså lige i øjeblikket. For på NÅE’s forfatterlinje har vi lige nu to piger – Johanne og Julie – der kan kalde sig for officielle danmarksmestre i novelleskrivning for unge.

‘DM i novelleskrivning for unge’ er en konkurrence afholdt af Dansk Forfatterforening. Det er en konkurrence, hvor alle landets unge (i alderen 16-19) kan deltage.
I år er der på landsplan blevet udvalgt 14 unge forfatterspirer, der nu alle kan skrive “Danmarksmester” på deres CV – og ud af de 14 DM-vindere går to af dem altså på Nørre Åby Efterskoles forfatterlinje. Det er næsten ikke til at tro.

Som præmie vinder alle 14 en ‘weekendskriveworkshop’ i København med nogle af landets mest anerkendte forfattere som undervisere (+hotelophold og forplejning).
Her på NÅE kan vi slet ikke få armene ned. Huttelihut, hvor er det bare fantastisk. Et KÆMPE tillykke til både Julie og Johanne.
Johannes novelle blev sendt ud i går og her får I også mulighed for at læse Julies fremragende novelle:

‘Dagen efter’
Af Julie Brochmann Jørgensen

Hun kunne tyde stjernerne som en spillefilm på nattehimlen.
Som en genudsendelse fra i går. Hendes venner var hovedpersonerne i showet. Masser af rekvisitter. Bomber. Aske. Blod. Håndholdte granater.
Hun kom her for at se forestillingen, for at genforene sig med de fortabte sjæle, men havde ikke længere lyst. Det startede ud med en okay scene, men slutningen var sølle og abrupt.
Hun drejede sig på siden og lukkede øjnene for ikke at se op. Men det var svært, for en stjerneklar nat havde altid været hendes svaghed. Alle de billeder, der poppede op i hendes hoved, når hun så skikkelserne og formerne i himlen, var for meget. De bragte hende tilbage, tilbage til i går, til i forgårs, til sidste uge.
Selvfølgelig skulle det gå galt en dag. Hvem kunne vide, det præcis ville være dén ene gang i går.
Revolutionen havde altid været deres fremtid. Som tvillingebørn af det mest konspirerende par i modstandsbevægelsen var det næsten uundgåeligt. Selv havde hun altid mest været medløber. Tvillingerne fik en idé, lad os bombe den der pladeforretning, den er underlagt fascisterne og hun havde spurgt, hvordan i alverden skulle vi gøre det? hvortil de havde svaret selvfølgeligt, brug din fantasi, det kræver blot en flaske alkohol, en klud og noget ild. De var de kreative hjerner, hun var den tankeløse efterfølger.
Men i går havde hun valgt sin egen vej. Og se, hvor de befinder sig nu. Et sted langt over himlen og langt under helvede. Sprængt over tusinde vinde. Hun husker dem stadig. Deres flammende, røde hår. Liggende som en lagkage, asken og murbrokker som glasur. Med stumper af hinanden som krymmel. Dér, midt på gaden. Hvilket postyr, det havde vækket.
Hun løb sin vej, naturligvis, som hun altid gjorde, når det gik lidt skævt for tvillingerne. Og nu var hun endt her, på toppen af en bakke, fuldstændig blottet for nattens blinkende stjerner og Guds dømmende hånd. Hun var ikke engang religiøs.

Det var så latterligt, den måde de forlod verdenen på. Blot for en sølle plade. De havde ikke engang noget at spille den på. Men tvillingerne havde altid sagt “hellere gå ud med et brag, end at falme hen”. Og hvilket brag, de gik ud med. Det var vigtigt, sådan noget. At gå ned med hovedet hævet, mens de råbte “Længe leve revolutionen!”.
Selvopofrelse havde hun intet imod. Selvopofrelse udelukkende med det formål at ofre sig selv var noget helt andet. Og ikke for at svine deres minder til, men hvilken gavn har det gjort? Deres lille anarkistiske samfund er stadig kun ‘modstandsbevægelsen’ og fascisterne har stadig magten. Revolutionære handlinger betyder ikke en skid, når man kun gør det for hæderen.
Forældrene var ikke meget bedre. De opfordrede konstant til sammensværgelser og gerninger mod regeringen. “Du skal være, hvad dagen i morgen har brug for,” sagde faderen. “Er der bomberamte, så vær en kirurg. Er der hungersnød, så vær landmand. Er der fortvivlelse, så vær gejsten og propagandaen.” Vær det nye, sagde de. Ændr verden, skriv historie. Kors, bånd og stjerner.

For dem handlede det ikke om alliancer eller venskaber, men om hvad, der i sidste ende kom til at stå på deres gravsten. De ville leve videre. I minder. I slagsange og i hyldest.
Hun havde alligevel aldrig haft tid nok til at leve for evigt. At være en legende var ikke hendes første prioritet.
Til gengæld kæmpede hun i det mindste med modstandsbevægelsen. Lidt værdighed besad hun dog. Ikke blandt de landsforrædere, der straks overgav hver krone og sengelinned til soldaterne.
Ja, verden var et grimt sted, men stjernerne var ikke en del af den. De var deres helt egen. Når de blinkede og glippede og lyste. Så magiske, så langt ud over hendes lille forstand. Det eneste hun vidste noget om, var stjerneskud. Meteorregn. Døde stjerner. Faldne engle.

Sirius blinkede til hende fra nattehimlen. Hun smilede tilbage, og pludselig var verden ikke så grim længere. Hendes eget smil glitrede i mørket. Hvad så, hvis hendes bedste venner siden fødslen havde fået sprængt sig selv ihjel under en aktion? Det syntes ikke at betyde så meget mere. Hun kunne ikke mærke den knugende hånd i maven længere. Faktisk kunne hun ikke mærke så meget.
Hun havde fundet sit sted i verden. Blandt fredelige græsstrå og for åben himmel.
Og som natten skred frem, vinden tog til, og stjernerne blinkede, frøs hun ihjel, men havde aldrig følt sig så varm.

Tilbage