Nørre Åby Efterskole 2008/2009

af Astrid Okholm Larsen og Rebekka Andersen. Opført som skuespil.

“Der var en gang en pige, der pakkede alle sine ting omhyggeligt og skrev navn i sine gummisko – for nu skulle hun på efterskole.

Boblerne i maven begyndte så småt at vokse på turen, men da skiltet til Nørre Åby Efterskole fløj forbi, gik det først rigtigt op for hende.”   

Den første dag var mærkelig. Surrealistisk. Nu var det nu. Det, som vi havde set frem til, men også havde været halvnervøse for, var ved at ske. Min mor tog et billede af os tre siddende på sengen. Dengang var jeg pinlig berørt, men nu er jeg glad for at have det. Det afspejler perfekt, hvordan jeg havde det lige dér. Nervøst smilende, svedende og utrolig opmærksom på mig selv. Men selvom jeg tydeligt kan huske følelsen, har jeg ændret mig så meget, at jeg næsten ikke kan kende personen på billedet. Både af udseende, men også min person. Jeg mener, jeg er stadig mig – bare mere mig selv. 

Efter at jeg blev ført hen til mit værelse af en meget glad og venlig 2. års elev, åbnede døren og kom ind i det 3 mandsværelse, som det viste sig, at jeg skulle bo på det næste års tid, mødte jeg mine 2 roomies, som allerede var kommet. Zoe og Astrid. De var begge vildt søde og imødekommende, trods den lidt generte stemning der var mellem os.

”Pigen mødte mange mennesker på sin vej. Alle forskellige og smukke på hver deres måde. Først gjorde hun, hvad hun kunne for at være åben og glad at se på. Hun satte håret pænt og sørgede for at få så mange venner som muligt. Hun havde lovet sig selv ikke at have fordomme og tog selv initiativet. Senere fandt hun ud af, at det også var okay at have en mindre gruppe, og hun begyndte at slappe mere af.” 

Især på denne efterskole bliver alle accepteret, som de er. Vel at mærke hvis de er rare at være sammen med. Det er ren logik, at for at andre skal være rare ved én, må man være rar ved dem. Det her elevhold har været en blanding af så forskellige mennesker, at det næsten er mærkeligt, hvordan vi alligevel tilsammen har et NÅE-fællesskab. Fællesskabet danner rammen, og selvom man kun primært er sammen med en håndfuld inden for den ramme, er de andre en lige så stor del af fællesskabet.

På efterskole opdager man en nærmest revolutionerende måde at være sammen på. Fordi man er sammen hele døgnet og ikke kan klare at være ”på” hele tiden, kommer man efterhånden til at se de andre, som de bare er. Sider du ikke vidste fandtes hos andre kommer frem, og du oplever virkelig at kende et andet menneske. Man får en speciel ”internitet”.

”Venner kan man gøre alting med – rigtige venner kan man også lave ingenting sammen med.”. Vi sidder tit bare eller ligger i græsset og snakker, uden der nødvendigvis skal ske det store. Det er nok bare at være sammen og rart i forhold til, at der sker meget hele tiden. Det er fedt at have oplevelser sammen, men det er ligeså fedt at have de små ting sammen, som indforståede blikke, interne jokes og kram.  

”Hverdagen på skolen var tryg. Det var rart at være i en boble afskåret fra omverdenen og jordskælv i Nepal. Når hun var hjemme kunne hun følge med, men savnede skolen. Det var som at være skilsmissebarn. Hun havde to hjem. ”

Det kan godt være mærkeligt at være så langt væk fra det derhjemme. Familien får bil, lillebror skal pludselig til USA, forældrene prøver at være med på noderne, veninderne på andre efterskoler får kærester og nabolaget får pludseligt et nyt lyskryds. Det fede ved at være så afskåret er, at man har sit helt eget efterskoleår. Sin egen roomie, værelse, klasse, skole og NÅE… Året er vores som elevhold, men det er samtidig noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv.

Nu sidder vi her i slutningen af året og føler os som små bobler i et badekar. Hver enkel boble bliver ramt af lys og reflekterer en masse farver. Farverne viser vores følelser. En neutral farve i boblen symboliserer balance. Mange på efterskolen her har smidt en facade og fundet balance i deres eget jeg. En varm farve er stolthed. Vi er stolte over alt det, vi har opnået og af, at året er gået så godt, som det er.

Man kan blive lidt trist på det her tidspunkt. Det går op for os, hvor lidt tid der er endnu, og vi er bange for, at tiden skal gå for hurtigt; vi har nærmest kunnet se den forsvinde mellem fingrene på os som sand. Men nu er vi ved at vende det negative til en frygtløshed. For hvis vi har klaret det her, kan vi klare alt.  

Selvfølgelig er det trist, at vi stopper som elever. Vi vil savne stedet, og det er en oplevelse, vi aldrig får igen – men det er netop det, der gør den endnu stærkere.

Det, der fylder mest, er at vi er glade for, at vi har fået muligheden for at få dette år. Nu fokuserer vi på at nyde hver dag, men også på at se fremad.

”Pigen vidste, at hun ville huske dette år for altid. Lige til hun havde levet lykkeligt til hendes dages ende. Hun havde fået gode venner, lært en masse og taget et stort skridt imod at finde sig selv, og måske endda også prinsen på den hvide hest?”

Moralen for det eventyrlige efterskoleliv er forskellig fra efterskolemenneske til efterskolemenneske. Du former den i løbet af året, og til sidst står du med en flot, dekoreret kuffert, hvori der gemmer sig den smukkeste morale af dem alle. Nemlig din egen.