Nørre Åby Efterskole 2009/2010

Af Katia Damsgaard Bomholt

Den lille pige der ville være voksen
Der var engang en lille pige der drog ud i verden for at blive voksen. Hidtil havde hun været sin mors øjesten og sin fars dygtige pige. Men hun besluttede at der måtte forandring til. I tre måneder drog hun land og rige rundt og flere steder mødte hun venlige mennesker der gerne ville hjælpe hende, men førend hun fandt den lille by, fandt hun ikke lykken.

Hendes mor sukkede og hendes far trak sig i skægget da hun en dag vendte hjem og fortalte at hun havde besøgt alle verdenshjørner og fundet et sted hun ville være.

Efter en frygtelig lang ventetid skulle afgangen stå. Da de endelig nåede den lille by og endnu en gang fandt de tre gule bygninger følte hun sig næsten elektrisk af spænding. De gik mod glasdørene i hovedindgangen og en køn lyshåret pige gav hende en blomst og fulgte dem til hendes værelse. På værelset stod allerede en anden pige, hendes nye bofælle. Hun var ikke så høj og havde pænt hår. De hilste på hinanden og snart skulle de ud og hilse på alle stedets andre beboere. Alle børnenes forældre blev sendt hjem og de godt 100 børn stimlede sammen i en stor rundkreds i stedets sal og gav på skift hver eneste af de andre børn hånden. Allerede der lagde den lille pige mærke til hvor forunderligt mange spændende mennesker der var på dette sted. Og så utrolig lille og sårbar hun følte sig, så stor og stærk vidste hun at hun ville komme til at blive inden dette år sluttede.

Den næste tid blev turbulent for den lille pige og hun både sov og spiste meget for overhovedet at kunne holde sig i gang. Når hun af og til kom hjem for at besøge sine forældre var hun så træt at hun måtte forlade dem og gå i seng nærmest inden hun var trådt ind ad døren. Snart viste det sig også at det ikke kun var lutter lykke men også hårdt arbejde at skulle blive stor. Hun tænkte at som prinserne i eventyrerne der måtte kæmpe mod drager for at få prinsessen måtte hun kæmpe mod sine egne drager for at vinde sin prinsesse, nemlig det at blive stor.

En dag skulle de således ud på udflugt med en voksen og 5-7 andre børn for at lære hinanden bedre at kende. De cyklede en lang tur ud mod vandet for at komme til det sted hvor deres telte var. Her skulle de så tilbringe et døgn i selskab med de nye mennesker de knap kunne huske navnet på men som senere skulle blive deres familie på godt og ondt. De otte børn nedlagde heltemodigt både discountcolaer, slik- og chipsposer og stod nu stærkere sammen og var parat til at kunne modtage nye udfordringer.

Snart begyndte den lille pige at slappe af og føle sig mere hjemme og det samme gjorde stedets andre børn. Hun begyndte at finde sig en masse gode venner og snart var de en lille flok der altid holdt sammen. Men forandringerne viste sig også derhjemme og hun fik svært ved at holde fast ved det hun kendte og havde sine rødder i. Snart brød hun med en dreng hun kendte fordi hun efterhånden fandt mere behag i at være helt til stede hvor hun var. Hun kom tættere og tættere på de mennesker hun omgav sig med og de nærmest voksede op sammen.

Hun fik på stedet nye interesser og begyndte at spille og øve og lære og inden hun vidste af det skulle hun ud sammen med sit hold og optræde med sit spil på en lille turné. De havde lys og scenetæpper med og både de og deres materialer var pakket tæt sammen i en hyggelig bus. De stod på scenen foran tre publikummer og det sidste sted var på et sted som der hvor hun selv boede. De blev vist rundt af andre børn og oplevede hvordan man kunne leve på så lig en måde hun selv levede og alligevel være så langt fra det samme.

Snart efter hjemkomsten begyndte hele stedet på et projekt der omfattede både politikere og medier. De skulle stille en valgkamp på benene og kæmpe med journalister og aktivister. Den lille pige slog nu sine folder som leder af et liberalt parti og kæmpede en indædt kamp for at overbevise såvel medier som vælgere om at netop deres parti måtte vinde valgkampen. Og da hun i samråd med sit parti valgte at man burde indgå i en alliance så man kunne være fælles om tingene viste det sig også at hun kunne komme langt.

En dag stod de op til et forunderligt syn. Hele stedet var dækket af det smukkeste lag hvidt pudder og snart efter pakkede de to store køretøjer og drog af sted mod nye horisonter. I fem dage og fem nætter var de væk fra alle vante omgivelser mens de med lange svært håndterlige brædder under fødderne stred sig af sted mens de så og oplevede ting de aldrig før havde set mage til. De boede i små træhuse og blev knyttet tættere sammen end nogensinde. Men trods det næsten føltes som om der ingen tid var gået var de alligevel glade da de skulle tilbage til den vante tryghed. Og de drog trætte og glade tilbage til deres udgangspunkt.

Dog havde der aldrig på stedet været en stemning som den dag kulden endelig forlod både stedet og ikke mindst deres hjerter. Endelig kunne foråret mærkes og de små voksne sås nu næsten kun ude i solens varme.

Pigen lærte snart at gør man alt hvad man kan for at være hjælpsom, rar, modig og ikke mindst villig til at indgå i fællesskaber kommer man langt. Og med den viden og alle sine oplevelser i bagagen blev hun i sandhed voksen.

Nu var hun parat til at drage ud i den store vide verden.