Nørre Åby Efterskole 2010/2011

Af Kristian Arkil

Tale til afslutning på NÅE 2010/11:

Jeg er blot et menneske. En elev fra et sted jeg aldrig vil glemme. Jeg havde aldrig regnet med at jeg nogensinde skulle stå her. Foran så mange elever, som jeg kan se på. Hvor jeg føler mig accepteret.

Den første dag vi kom hertil, var vi alle så ens, men stadig så unikke. Alle så bange og nervøse for du ukendte. Andre mere, andre mindre. Bange for, ikke at passe ind. For at føle sig alene. Andre der ikke kan undslippe fortiden.

Nogen kendte hinanden, andre var helt alene. Men når man ser på os i dag, er vi ikke alene. Vi har hinanden. Og vi har mennesker vi alle sammen er glade for, og vil savne når dagen, engang er forbi.

Vi har grædt, svedt og moret os sammen. I det år som er gået. Føltes som mere end et år, dog så kort alligevel. Jeg kan med sikkerhed sige, at vi alle har opnået, mindst en ting, vi havde håbet på at opnå i løbet af i år. Jeg kan tale for mig selv og sige. At jeg fik de venner, som jeg havde håbet på at kunne få. De oplevelser, som er værd at huske på. Og de minder, jeg kan se tilbage på, med et smil på læben, og oprejst pande, gå videre i fremtiden.

Lige fra dagen jeg trådte ind på skolen og mødte min værelseskammerat. Til at jeg satte foden i min hytte i Norge. Har været en oplevelse. Jeg har grædt, og svedt, lidt og nydt, et år, som jeg ikke vil glemme. Men som jeg vil huske. Som jeg ikke vil glemme.

Oplevelser, og bommerter har der været nok af. Vi husker hinanden for de ting der betyder noget. De ting som andre også vil opleve ved jer i fremtiden. Vi glemmer ikke hinanden. Fordi vi mødtes den skæbnesvanger dag, i midten af August.

Jeg kan knap nok stå op, med selvsikkerhed i stemmen, og sige disse ord uden at tårerne trænger sig på.

Jeg er gået fra en usikker dreng, med en mørk fortid. Til en dreng med et godt år, der overskygger det gamle. For snart. Er dette sted fortid. Er den tid, jeg vil se tilbage på. I har været med til at ændre mig, fra en bange, nervøs dreng, bundet i fortidens lænker. Til en dreng, der er frie af tøjler, og klar til fremtidens hårde ræs, og livets skavanker.

I kan sagtens kalde jeg specielle. For det er i. I har gjort meget for mig. For hinanden. Selvom det nok bare har været noget småt for dig. Kan det sagtens have været noget stort for andre. De små ting kan gøre andre glade. Og det er de små ting vi gør, der gør at vi elsker og holder af hinanden.

Jeg vil ikke slutte denne tale af, ved at sige farvel. Nej. For det ikke farvel. Aldrig farvel. Jeg vil rette ryggen, løfte panden, trække vejret dybt ind, åbne munden og sige:

Vi ses. I er fantastiske alle sammen.