Nu er vi rigtig i gang

Første weekend på Nørre Åby Efterskole bød på en flot rekord. Hele 106 elever valgte at blive på skolen, hvilket klart er det højeste antal nogensinde. Og måske er det i virkeligheden rekordernes år, vi går i møde. Der er noget ganske særligt over den start, vi har fået. På en måde virker det, som om eleverne har fundet hinanden hurtigere end de plejer at gøre. Der er plads til alle og brug for alle. Det er skønt at være en del af.

Nu kan sammenhold og fællesskab jo ikke så nemt måles, men følelsen er der. Følelsen af at det her hold kommer til at sætte nye standarder og vil kunne opnå store ting sammen.

Selvfølgelig er der elever, der er udfordret af at være hjemmefra. Det hører med til enhver efterskolestart, og det ville da være mærkeligt andet. Familien er jo indbegrebet af alt, hvad der er trygt og rart – det er sådan, det skal være.

Efterskolen er oplevelser for livet. Det er et intenst år, der giver selvtilliden et ordentligt boost. Nogle gange er det hårdt arbejde at være efterskoleelev, andre gange (for det meste) er det det bedste i hele verden. Det siges, at et efterskoleår svarer til syv menneskeår – det er ikke helt løgn.

Højdepunktet i ugen der gik, var utvivlsomt kontaktgruppeturen, en tur, hvor samværet er i højsædet. Nogle lå i telt, andre i hytter, enkelte i shelter. Der blev grillet skumfiduser og drukket varm kakao, spillet guitar og sunget sange. Vejret kunne have været bedre. Alligevel var der store smil på læberne, da vi alle mødtes igen på skolen fredag formiddag.

I denne weekend har den stået på afslapning og filmhygge. 21 elever valgte at blive. De fleste havde behov for lige at komme hjem og få en puster. Der er sket meget, siden vi mødtes første gang. Rejsen mod nye mål er startet. Rejsen mod det store sammenhold og trygheden i fællesskabet. Vi er først lige lettet, men der er allerede dejlig meget luft under vingerne.

Starte på efterskole

Mads 24. august

Tilbage