En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt

Selvom det uden tvivl er en smuk tanke og sikkert også ville gøre meget godt for det sociale liv, er det normalt ikke noget, man bare lige gør. Forestil dig at gå lidt længere ned ad den gade, du bor på, og så banke på en tilfældig dør – hos nogen, du måske nok har hilst på før, men aldrig sådan rigtig har talt med. Hej, her kommer jeg, har du lyst til at hyggesnakke lidt?

Underligt nok er det en tanke, der ligger de fleste fjernt. Underligt, fordi det jo egentlig virker som en meget god idé – at gøre sig gode venner med dem, man færdes iblandt.

På en efterskole er det anderledes. Der er man kastet ud i det. Her har man per definition ikke nok i sig selv. Den går ikke. Et efterskoleår handler jo frem for alt om at indgå i det store fællesskab og således også styrke sine sociale kompetencer.

Tour de chambre på efterskole

For at fremme processen og styrke samværet var der i tirsdags arrangeret ”Tour de Værelse” (også kendt som tour de chambre) på NÅE. Her skulle eleverne netop gøre det, som ligger mange af os andre så fjernt. Banke på en dør hos nogen, de ikke kendte så godt og sige: ”Hej, her kommer jeg, har du lyst til at hyggesnakke lidt?”. Og det blev faktisk rigtig hyggeligt. Som en af skolens lærere skrev på vores Intranet: ”LAD OS GØRE DET IGEN!”. Og det gør vi måske også. Faktisk er det slet ikke så tosset – at gøre sig gode venner med dem, man færdes iblandt.

Her i weekenden har 50 elever valgt at blive på skolen. Lasses og Birgithes kontaktgrupper har planlagt, hvad der skal ske, og der er hygge på programmet. Lørdag er der lagkageløb med mange forskellige poster og mange forskellige ingredienser, mens der søndag bliver afholdt en stor børnefødselsdag med alt hvad dertil hører. Det kan kun blive sjovt.

I løbet af ugen er vores nye rundvisningsfilm også kommet på nettet. Den har allerede fået over 7000 visninger på bare 5 dage – det er ret vildt!

Vi takker for endnu en god uge og håber, at det skønne sensommervejr holder en uge frem, hvor der er familieweekend på NÅE.

Mads 7. september

 

Tilbage