Forfatter: Nanna Lau Hansen

Kapitel 1

  Jeg gik rundt i gaderne som jeg dog altid gjorde, uden at vide hvor jeg skulle hen, eller hvad der skulle ske. Jeg ventede på et mirakel måske, som skulle ændre min verden, det store spørgsmål er nok hvem er jeg? Mit navn er Charles Rox, jeg er en psykolog, som den eneste i denne by.

Smukt det er hvad der er her.  Jeg har forelsket mig i stedet her, den lille skov uden for Kingscross. Så fredeligt, jeg kunne hører en fugl flyve fra træet fordi, den hørte en jægere komme, og hanen med den fine pels, ’Charles? Dette er anden gang, jeg finder dig herude.’ Lady Kicthwords, dette er dog tredje gang’ Den frue er Lady Kathy Kicthwords, grevinden af Pocks, det lægger lidt uden for Kingscross, og på en måde fandt vi altid hinanden herude, fordi vi begge vidste at det var oplagt sted til at hvile tanker.

’det er farligt for en ung dame at gå rundt i en skov helt alene.’’ Det siger du nok Charles, men dog er jeg ikke alene, du er her, eller er du på vej til at gå?’

 De mørke røde læber blev ved med at snakke til mig, ’Jeg har en kunde om en time, Lady Kicthwords ” det mørke hår var tæt på at flyve i vinden, men blev dog siddende fordi det var sat op, ”Du stirrer igen Charles” sagde hun med en flirtende stemme, men alt andet end at stirrer på hende ville virke forkert, hun var en af smukkeste kvinder i Kingcross. ”Jeg kunne ikke lade være, Lady Kicthwords, du er meget betagende herude i skoven, lad mig følge dig hjem” sagde jeg og gik hen imod hende, og tog armen om hendes hofte som en hver anden mand, ville havde gjort når de ville følge en meget vidunderlig lady hjem.

 Jeg kunne hører hende tale om hendes mand, hvordan han har været imod hende i mange år, hvordan han var hende utro, men dog tænkte jeg ikke over det, jeg hørte kun noget af det hun sagde, jeg var mere interesseret i hende, bare hende, hendes hår, hende læber, hvordan ville de være at kysse, et blidt kys.

 Uden jeg fandt ud af det, blev jeg fanget i drømme om at kysse hende, jeg blev så fanget, at gamle minder kom frem. Minder om hvordan hun begyndte at ligne min kone, hvor hun kyssede mig, så blidt men stadig sådan man ville havde mere.

Pludselig stoppede hun med at kysse mig, og faldt i mine arme, og så, så bleg ud, hun begyndte at hoste, og hoste mere og mere, og til sidst kom der blod ud, hun prøvede trække vejret men blodet i hendes lunger gjorde at det blev svært. og min hånd som jeg holdte på hendes maven, blev rød af blod, jeg begyndte at skrige, og prøvede at råbe hendes navn, men intet hjalp, hun dødede i mine arme igen.

Jeg kom tilbage til virkeligheden, da jeg hørte mit navn blevet råbt efter mig, og noget rørte mig, prøvede at trække mig op, fra den kolde jord, jeg have faldt ned på, ”Charles!” Hørte jeg igen, men jeg var stadig i chok, også så jeg hende igen, så smuk og med åbne arme, ”Charles, alt er okay, kæmp for mig, blev ved med at kæmpe” sagde hun som have faldt i mine arme. ’

Jeg rejste mig op, og vendte mit ansigt mod Lady Kicthwords, ”det må du undskylde, jeg har det med at falde ud af virkeligheden nogle gange, men jeg blive nød til at gå nu, dit hus lægger ikke så langt væk herfra vel?” Mere kunne jeg ikke få ud af min mund, så jeg gik stille væk, som denne stille ulv altid gjorde.

Jeg kom tilbage i mit værelse, kunne mærke at smerten i bryst blev større efter at havde set min elskede, og dog havde lidt dårligt samvittighed over at havde forladt Kathy ikke særligt langt væk fra hendes hus, hun ville sikkert spørge ind til det der skete i morgen, men tanker min elskede, brændte og skar sig igennem mit hjerte, tanken om hende var dødbringende.

Da jeg endelig kom til et roligt sind, og smerten var gået bort ligesom tankerne om hende, så jeg brevet, brevet jeg havde ventet så lang tid på, den dødbringende smerte som før var der, var blevet om til en pumpede hjerte, da jeg tog brevet op min hånd, jeg kiggede på det, endelig var det her.

”Kære Charles Rox, dine evner og tanker er blevet hørt om en hvisken som man ikke kunne lade vær med at sige ordene på sin tunge, lige så vel som de var farlige ordspil, du er blevet inviteret til Dommedagsspillet, og skal kæmpe mod to andre, i kampen om det perfekte mord, reglerne er enkle, ingen må vide du begår mordene, hvis du bliver taget i det, er staffen døden, ser en person dig udfører mordet er staffen døden, ingen må vide hvad du laver, du må ikke vide eller finde frem til hvem dine modspillere er og afviser du denne invitation, er staffen døden. I dette drab skal der være en kvinde af høj grad og af skønhed givet af guderne, men drabet skal gøre hende meget mere henrivende. Held og Lykke Charles.”

Et lille gisp kom fra min mund, efter jeg havde læst brevet, tanken om en mord, som jeg helt alene skulle begå skræmte mig og tvivlen kom over mig, kunne jeg begå sådan et mord, at tage et andet menneske liv? Jeg måtte vælge hvilken som helst person, som der skulle dø til at ærer spillet.

Efter at have gået rundt i nogle timer, så jeg et nyt brev, et brev som var så fint som fint kunne være, det var indbydelse til en bal, Elisabeth Barker’s bal, som er det fineste som du kunne komme til. Der er ikke mange der får indbydelsen, og slet ikke skrevet af Ladyen hende selv.

”Kære Charles, du er inviteret til min bal, som jeg holder det første fuldmånesdag, det skal være et maskebal, hvor ingen kan kunne genkende andre ansigt, så man ved aldrig hvem man falder i snak med, eller måske en dans.
Jeg glæder mig til at prøve at finde dig Charles.
– Elisabeth Barker.”

Tanken Ladyen Elisabeth gjorde mig lidt glad, men dog ikke helt, da tankerne om drabet som jeg skulle udfører, gik mig dog på, men der var intet bedre end et bal til at ændre mine tanker til noget andet, og jeg kiggede igennem mit skab og tage det mest vel klædte tøj jeg havde og selvfølgelig en maske.

Der var så mange fine mennesker at se, så mange fine kjoler og masker, og der var dans og sød musik til ørerne, det var et helt og stille roligt bal, jeg stod lige så stille i døren og kiggede ud over mennesker der havde det så sjovt, men inderst inde, ville alle mennesker bare have noget andet at tænkte på lige så vel som jeg.

Jeg gik rundt mellem menneskerne og kiggede på de grinede og fulde mennesker, vinen som kørte rundt i deres maver, som snart ville få dem til at kaste op, havde ikke slået dem en tanke, og de dansene mennesker håber på at finde kærligheden, men ak nej, det var jo bare løgn.

”Dæmonens maske du har på ikke også?” Hørte jeg en let men sød stemme sige, ”Folk mener det er Lucifer maske, fordi han var en dæmon inde i, alle troede han var et almindeligt menneske, men han snød dem.” de klare blå øjne kiggede på mig, og jeg havde aldrig set så blå øjne før ”Jeg undskylder for min upassende maske, men det var den eneste jeg kunne finde, jeg havde jo ikke så lang tid.”

Elisabeth var den smukkeste kvinde her i byen, ingen var smukkere end hende, ingen gang Kathy. Hendes lysebrune hår bølgede i lyset og så blødt og dejligt ud, og den røde kjole hun havde på gjorde hende endnu smukkere. Hun er bare smuk. Hun har skønhed givet af guderne.

”Charles. Jeg ventede på dig i så lang tid.” mere noget hun ikke at sige før en begyndte at skrige, og pludselig begyndte flere at skrige og nogle løbede forvirret rundt, jeg kunne mærke Elisabeths hænder klemte mine fordi hun var blevet let forskrækket, mit var blik først på hende, vendte min blik rundt i salen, fordi jeg undre mig over hvad der kunne få folk til at skrige.

Efter at kiggede noget tid, hørte jeg en stemme råbe ”Det er Lady Roselynn, hun er død!” Jeg vendte mit blik hen imod hvor stemmen kom fra, og lod mine hænder slippe Elisabeths, og begyndte at løbe derhen, jeg kunne se folk var bange og løb ind i hinanden, og skreg videre, det er utroligt, hvor bange et menneske kan være efter de hører en er død, lige nu, lige her.

Jeg kom ind i salen, hvor de fleste mennesker havde løbet fra, så en flok menneske kigge opad og vendte selvfølgelig mit blik den vej også, og jeg så en smuk kvinde, som hang fra det smukke marmor loft, og man kunne stadig se den røde farve i hendes kinder og mærkeligt nok havde hun også samme farve på sine læber, men hvordan?

Jeg holdte stadig mit blik, end til en kvinde begyndte at skrige, jeg skulle lige til at råbe hun skulle tage det roligt, men da jeg løb hen til hende, havde hun en dråbe blod på kinden, jeg kiggede op igen, hvor var blodet kommet fra, og kom til at kigge på hendes læber, og så at den røde farve hun havde på munden var blod.

Alle menneskerne forlod salen og kun nogle stykker blev tilbage, politiet havde stået og prøvet at få kvinden ned i over en time nu, jeg sad og rystet let, kun fordi det var lidt af et chok. ”Charles. Det er vel ingen overraskelse, at du er her, hvor døden ankommer.” Jeg vendte mit blik mod den høje lys håret mand, som kiggede på mig med de mørke brune øjne som alle kvinder elskede.

”I dette tilfælde, er jeg dog ikke lige så glad for at være her, som du tror, Kommissær Diewieght” sagde jeg og prøvede at vendte mine øjne væk fra manden, ”Jeg troede kun du var her, fordi det er det første selvmord vi haft i syv år.” Jeg skulle lige til at svarer men en officer kaldte på Kommissær Guldlok.

Vi begge løb hurtigt over til officeren, jeg kunne hørere de begyndt at snakke, men mine ører hørte ikke efter, fordi mine øjne var mere interesseret i hvad officeren havde i hånden. ”Kommissær Diewieght, papiret var nede i hendes hals.” sagde han med en stemme som ville ønske havde aldrig havde fundet papiret.

”Læs højt Officer Mightway.” sagde Kommissæren med en gal stemme.”Red is the color of death. Let the game begin.” Jeg hiv papiret ud af hånden på officeren, og vendte mig om, og jeg vidste at de begge kiggede med deres onde øjne i ryggen på mig.

”Charles, kender du noget til det her?” sagde Kommissær Diewieght, men jeg læste papiret om og om igen. Jeg var blevet så overrasket og glad, interesseret, alle følelser kom over mig. Jeg begyndte pludselig at grine lige så stille, bare en let latter.

”Undskyld mig mine herrer, jeg ved kender desværre ikke noget til det her, men jeg bliver nødt til at smutte hjemad, jeg har faktisk en kunde der venter.” og uden de nåede at sige et ord, var jeg gået, igen som denne stille ulv altid gjorde, uden nogen fandt ud af det.

 

Kapitel 2  

Jeg kunne ikke koncentrere mig, manden der sad over for mig, og fortalte mig hvordan han havde det, han havde det dårligt med sig selv, han forklarer næsten hele sin livs historie, og jeg kunne ikke tænkte på andet end kvinden, som var blevet hængt.

”Doktor Rox? Er du okay? Du virker lidt fraværneren.” Han kiggede på mig med store øjne, jeg kunne ikke koncentrere mig. ”Det må du undskylde Mr. Sening. Jeg har dog ikke så godt i dag, kan vi aftale en ny tid? Mange tak. Malisa vil følge dig ud.” Jeg gik lige så stille fra manden, jeg kiggede ingen gang tilbage, jeg kunne hører Malisa følge ham ud.

Jeg sad i mit værelse, med et lille glas whisky, så iskold det næsten gjorde ondt i mine finger, men var dog ligeglad, fordi Lady Roselynn død blev ved med at hjemsøge mig, og manden eller kvinden som havde gjort det imod hende.

Jeg begyndte at tro morderen kunne være med i spillet, det var jo kun en tanke. Du undre dig nok over hvorfor jeg er med i spillet?

 jeg er ikke en mand, der elsker at dræbe folk, som du sikkert tror, men nej, jeg elsker at se dem død på den meste spændende måde, hvordan man ser dem tage det sidste vejrtræk, efter at havde skriget så meget, og dog var det, det som jeg gjorde at jeg læste så meget om dette spil.

Et spil om mord, det perfekte mord, jeg begyndte at lede efter bøgerne om spillet, jeg kastede alt væk, bøger, papirer, glasfigurer som min kone altid elskede, og lige da jeg skulle til at kaste en ting mere stoppede jeg.

Jeg så en glasfigur. Denne glasfigur var en lille pige, som holdte et stykke papir hvor der stod ” in tantum deus, ibi est mortis.” Det er latin og betyder ”Den eneste gud der er, er døden” dog det virkede vildt mærkeligt hvorfor en lille pige som uskyldig som hende, holdte et papir som fortalte om døden, men jeg forstod aldrig hvorfor min kone elskede denne figur så meget.

Jeg husker det meget klart, hun stod altid det sammen sted og beundret figuren, jeg spurgte hende altid hvorfor, men jeg fik altid det samme svar igen og igen. ”En skønne dag, vil du forstå alt, hvorfor jeg valgte dig som min mand, som min beskytter. Denne glasfigur betyder alt for mig. Fordi den fortæller alt min elskede.”

Jeg husker hendes ord meget tydeligt, hvert et eneste ord, hvordan hun så ud den dag, hvad hun havde på. Hendes sorte korte hår sad så smuk og krøllede så dejligt, hendes øjne var så bedårende, de var grønne men ikke kun grønne, også lidt brun i dem, så de blandende sig i hinanden.

Jeg holdte stadig glasfiguren i hånden, jeg prøvede at beundre den lige så vel som min elskede gjorde, men dog ikke, det eneste jeg kunne se var en tabt lykke. Jeg gik hen mod mit bord, gav slip på figuren, og tog min jakke, og vendte mit blik mod døren.

 Min hånd faldt ned på håndtaget som var koldt, og næsten gav smerte i armen på mig, men åbnende døren med vrede, intet skulle holde mig nede, vreden og det den lille smule smerte der var i mig tog lige så stille over, men gik væk igen da den så onde verden byd mig velkommen ude i det forbandende vejr.

 

Kapitel 3

Vejen jeg befandt mig på var våd og ødelagt af regnen, og træerne som vinden tog fat i lignede de skulle vælte, jeg kunne se et lys, det så ud som om at lyset var for enden af vejen, og det gjorde jeg begyndte at løbe, regnen gik igennem min tøj og rørte min hud.

Jeg have faldt et par gange, fordi vejen var stadig våd og klam af regnen, men begyndte lige så stille at stoppe, jo længere jeg kom, men begyndte at blive en let tåge, jeg kom endelig hen til lyset, det kom fra det flotteste hus jeg nogensinde har set, og uden at jeg behøvede at gætte, vidste jeg hvis hus det var.

Jeg bankede to gange på det så store dør, og jeg kunne høre at der var nogen der begyndte at gå hen mod døren. ”Kan jeg hjælpe dem Doktor.Rox?” sagde en tjenestepige som åbnede døren, men dog ikke for mig, hun havde den kun åbnet nok til hendes hoved.

”Hr.Rox  om jeg må bed, jeg er her for at dele en samtale med Frøken Barker, er hun hjemme?” Jeg kunne hører at de høje hæle hun havde på løbe hen af gangen, og sagde noget til tjenestepigen, som næppe mine ører var interesseret i at høre.

”Charles? Hvad laver du dog her? I disse sene eftermiddagstider” sagde Elisabeth