En anden verden

Skrevet af Emma Lehmann Steensen

Vejen, tilbage til virkeligheden, er blevet væk.

Folk her er da stadig flinke, men de er bare ikke ligesom derhjemme.

Om morgenen vågner jeg, lader langsomt dynen glide af mig. Jeg blinker et par gange med øjnene og lukker dem så igen. I det fjerne lyder stemmer, ikke strenge eller beordrende, men mærkelige, milde og matte. Den skramlende lyd i baggrunden, er der stadig. Jeg samler mig og rejser mig så op. På stolens ryglæn hænger tøjet fra i går, som jeg hurtigt får trukket i.

Jeg løber ud af min dør og hen ad gangen udenfor. Jeg når lige at smutte ind gennem dørene til spisesalen, inden de smækker lige bag mig, med et kæmpe brag, der rungende bliver hængende i rummet, endnu et øjeblik.

Salen er stor og firkantet. Væggene er grå, ligesom næsten alt andet i salen. Oppe i den ene ende anes et køkken, hvor der er tæt aktivitet.

Firkantede borde står i lange rækker hen over det grå gulv, med matchende stole.

Salen er det eneste sted, der endnu ikke er blevet renoveret. For lidt tid siden, blev det meste af området renoveret, hvorfor salen ikke er blevet det, ved jeg ikke.

Jeg sætter mig ned, lader en af de nye robotter servere en bakke morgenmad for mig. Det er noget helt nyt, der er blevet anskaffet.

Et glas varm the og noget klistret grød, damper varmt foran mig, jeg kigger over på fyren ved siden af mig, som har fået fuldstændig det samme.

En klirren fra skeer der rammer skålens kant og en summen snakken, overdøver mine tanker. Jeg sidder bare og stirrer ud i luften, er så koncentreret om ingenting at jeg ikke hører meldingen over højtaleren. Men alle andre gør det og lidt efter sidder jeg alene i salen, stadig dybt koncentreret om ingenting.

Først da regn pludselig smælder mod ruden, ved siden af mig, opdager jeg, at jeg er alene.

Jeg kigger rundt. Bordene står skævt og stolene spredt rundtom hver deres borde. Tallerkner med rester på, står stadig rundt omkring på bordene, et par af robotterne går stille rundt og rydder op.

Jeg skubber stolen ud og går fra salen. På gangen snakker folk glædeligt, alle har hver deres mål, men ingen viser det. Jeg forsvinder ind i egne tanker og det daglige dagdrømmeri.

En stor fyr, råber mig ud af min døs. ”Kig dig dog for, dit skrummel” tonen er hård og da jeg langsomt lader blikket glide op, ser jeg ind i et par hårde øjnene, der har set alt for meget. Øjnene er mørkebrune, matte og metalagtige, de har sikkert engang skinnet som diamanter, men det gør de ikke mere. Da jeg nervøst lader blikket falde lidt, ser jeg et par ordentlige næver, der har været med til at gøre alt for mange fortræd. Fyren bliver stående og jeg selv, bliver i tvivl om, hvad han egentlig gerne vil have mig til. ”Hva´ fanden, er du dum eller hvad?”

Jeg kan mærke noget ulme inden i mig. Noget jeg gerne vil fortrænge, men bare har alt for svært ved. Jeg lader et vredt blik møde hans kolde øjne, et kort sekund, er det som om jeg ser en lille snert af nervøsitet, glimte i de ellers følelsesløse, små, altid sammenklemte øjne.

Det giver mig et spinkelt håb, som langsomt blomstrer. Jeg fortrænger alt og går forbi ham, lige idet jeg passerer ham, lader jeg et lille skub, ramme hans skulder, samtidig med at jeg holder hovedet løftet og prøver at få et overblik over den fyldte gang.

Jeg sætter mig over på en bænk, uden at vide hvorfor, nok bare af ren rutine.

En følelse prøver at krybe frem fra mit sind, men jeg skubber den væk, tilbage.

Duften af øl og sved kommer frem, i mit hoved begynder en summen at larme. Tanker og følelser, en forvirring, der for længst er fortrængt, kommer frem igen.

 

Det er blevet aften, uden at jeg har bemærket at dagen er gået. Inde i mit hoved, har jeg været tusind forskellige steder, men intet sted jeg følte mig tilpas. Folk tumler forbi mig, ned mod salen, hvor dørene er blevet åbnet. Ingen siger til hinanden de er blevet åbnet, man må selv finde ud af det. Egoisme er her i hvert fald nok af. Jeg rejser mig op, for at vandre ned mod salen, flere gange er jeg ved at blive væltet omkuld, af folk, der mærkeligt nok føler, at de har meget mere travlt end mig.

Maden bliver serveret, ingen er særligt begejstrede, men der er heller ingen der klager og sådan er det bare.

En dame i en sort uniform kommer hen til mig.

”Der er telefon” siger hun, for derefter at vende sig om og gå.

Jeg kigger nervøst rundt, ingen er på nuværende tidspunkt optaget af andet end deres mad. Så rejser jeg mig op og går forsigtigt ud.

En mand, også i en sort uniform, står ved en telefonplads, hvor han vinker mig hen.

”10 minutter og ikke mere” siger han og kigger tomt på mig.

Jeg lader mig langsomt dale ned i stolen, klar til næsten alt. Men da jeg tager røret op til øret og får fremstammet mit navn, bliver jeg alligevel overasket, jeg taber pusten, og røret, som jeg forsigtigt må samle op igen. Manden i den sorte uniform kigger ind og viser en smule nysgerrighed, men også kun en lille smule.

”Hallo, er du der?” Lyder stemmen i røret. ”Jae” svarer jeg tøvende.

”Godt, nu skal du bare høre…”

Jeg sidder bare helt stille, mens jeg intenst lytter, for at få rigtigt fat i hvert eneste ord.

Manden i den sorte uniform kommer ind og afbryder mig. ”Din tid er udløbet”

Jeg kigger irriteret på ham. ”Det må værre din spøg, der er sgu da langt fra gået 10 minutter”

”Din tid er udløbet!” siger han og peger på uret, mens han faretruende kommer over mod mig.

”Farvel” mumler jeg i røret, inden jeg lægger på.

Senere på aften, da jeg ligger på i min seng, kan jeg mærke en lille spire af håb vokse frem.

”Glem det” brummer en stemme, jeg kigger ned under min seng, hvor en anden fyr ligger i sin seng. ”Glem det” brummer han igen. Jeg forstår ham ikke og vælger derfor bare at lægge mig til at sove, mens den lille spire vokser sig større og begynder at slå rod.

 

Næste morgen vågner jeg og er for første gang i lang tid, næsten glad. Den lille spire har slået rod dybt i mig nu og det giver en fornemmelse af næsten glæde. Fyren i underkøjen sætter sig op og kigger på mig, da jeg gladelig springer ud af min seng.

”Glem det, du ved hvor du er” brummer han.

Jeg smiler til ham, lader mit smil vokse, men han kan ikke engang frembringe et lille smil. 13 år her har helt klart haft sin magt på ham. Det har frarøvet ham de vigtigste ting i livet, hans håb, hans livsglæde og hans sjæl. Han er bare en tom skal der går rundt, tilpasset dagens rutiner og daglige gøremål.

Jeg beslutter at nu hvor jeg alligevel skal være her lidt endnu, kan jeg ligeså godt få noget ud af det. Gøre noget godt og måske lære noget nyt.

”Kom med ned i spisesalen” jeg kigger venligt på fyren fra min underkøje.

Han mumler noget, men begynder så at gå med mig.

”Hvad hedder du forresten?” ”294” svarer han, men med et svagt glimt i øjet. Jeg tror ikke selv han er klar over at han har dette glimt i øjet, men det har han altså. Det er første gang jeg ser det hos ham og bliver helt stolt over mig selv og forundret over hvor nemt det kan være at gøre noget godt.

”Sejt” smiler jeg. ”Hva’ skal jeg så kalde dig?” spørger han, men lidt for ligegyldigt til mig.

”Det kan vi snakke om, når du gerne vil vide det” siger jeg.

Vi er efterhånden nået ned til salen. Det er helt mærkeligt, jeg har aldrig før snakket hele vejen ned til salen. Jeg kan se det også har gjort indflydelse på 294, glimtet i hans øjnene er endnu ikke forsvundet.

En fyr, klædt i sort uniform, prikker mig på skulderen ”Telefon”

Jeg går ud af døren, endnu en mand i sort uniform, står ved en ledig telefonplads, han vinker mig hen ”10 minutter” og så går han.

Alle andre snakker lystigt, men jeg kan ikke lade være med selv at være lidt nervøs.

”Hallo” samme stemme, som fra dagen før lyder i røret.

Telefonen er egentlig en fantastisk opfindelse, man kan høre hinanden, uanset hvor langt væk fra hinanden man er.

”Hej” ”Jeg har sendt en pakke til dig, den indeholder en bog.” ”Okay?” ”Tænk dig godt om, når du læser den.”

”Dyyyt, dyyyt, dyyt” Røret i den anden ende er lagt på, men dyt-tonen bliver ved, jeg sidder bare og stirrer ud i luften. Skal jeg nu også til at læse. Det hele er lige blevet lidt sværere, end det lød til at være.

 

Udenfor er der arbejde at lave og i dag er jeg en af de uheldige. Sten der skal hakkes og så skal bygningen udvides. Jeg går i gang med at hakke sten, det er det jeg er bedst til. Jeg har trænet meget på det seneste, hvilket gør at jeg er blevet rigtig stærk, derfor er hakke arbejdet også nemmest for mig.

Hele dagen går udenfor, maden kommer ud i små portioner, fra en stor maskine, med en times mellemrum og der er utrolig lidt til hver. Det handler om at komme først til mølle og tage nok, uden at tage for meget.

Et stykke ud på eftermiddagen, får jeg øje på en helt afkræftet fyr, han sidder bare i et hjørne med sin mad, mens han stirrer tomt ud i luften. Hans arme er sat på autopilot og skovler meget langsomt maden ind. Jeg sætter mig over til ham. Hans stemme skælver, da han prøver at sige hvad han hedder, når man er helt tæt på ham, lægger man også mærke til hvor tynd han er og hvor meget han ryster.

”Jeg skal nok hjælpe dig” Jeg giver ham lidt af min mad. Resten af dagen arbejder jeg med at hakke sten samme sted som om. Jeg hakker så meget som jeg kan, så vagterne derfor ikke kan se hvor lidt den afkræftede fyr hakker.

Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, bryder et frygteligt uvejr ud. Det regner helt vildt. En af vagthundene når ikke at komme ind og går helt i koks. Elektronikken i den, får den til at styrte rundt og lave en utrolig masse uro. Alle i gården, griner, mens vagterne løber rundt og prøver at fange deres løsslupne hund.

Til sidst falder den om på siden, lader nogle gnister springe faretruende fra den, inden den bare ligger helt stille. Vagterne snakker højlydt om at hunden kan have forsaget større strømsvigt i området, og til sidst bliver de enige om at slukke for strømmen et kort øjeblik.

Jeg øjner med det samme min chance, jeg sidder helt klemt sammen lige bag dem, bag en stor bunke klippestykker, så de opdager ikke at jeg overhører deres diskussion. Med det samme har jeg øjnet min chance.

Vagterne kigger vredt rundt, inden de bærer hunden ind i tørvejr.

Alle går i hver deres retning, så jeg lister lige så stille ned i kælderen. Mit hoved kigger konstant bagud, for at sikre at ingen følger efter mig og at ingen opdager mig. Kameraerne er selvfølgelig et stort problem, men ikke et der ikke kan ordnes.

Jeg går hen ad en lang gang, det ses tydeligt at den sjældent bliver brugt, den er langt fra ligeså moderne som etagen ovenover, her er væggene ligefrem så gamle, at der stadig kan komme spindelsvæv på og gulvet er fyldt med støv, hvilket aldrig ville kunne ske på den nye etage.

For enden af gangen er en slidt dør, hvis man ikke vidste den var der, ville den falde så godt i et med væggen, at man ikke ville gætte på der var en dør.

Den knirker sagte, da jeg skubber den op. Inde bag døren, er der ikke støvet, det hele ser rimelig nyt ud og midt i rummet, står en kæmpe stor computer, med ledninger rundt til alle ender af rummet. Det ser ret vildt ud, når man står og kigger på det. Alle har da hørt om den store computer der styrer stedet, alle har gjort deres forestilling om den, men jeg tror endnu ikke at nogle har set den. Jeg kigger fascineret på den, så er det rigtigt der er en kæmpe computer, om den styrer hele området, ved jeg dog ikke. Jeg finder efter et stykke tids søgen et tastatur, midt i virvaret af ledninger og andet teknologi. Jeg sætter mig ned. Jeg kigger nysgerrigt på tastaturet, en stor skærm står over det.

”Først må jeg slette mine spor” mumler jeg for mig selv og klikker en forsigtig gang på en af de små knapper.

Skærmen skifter fra sort til flimmer, efter et øjeblik bliver den blålig og beder mig om kodeord og brugernavn.

Jeg stirrer ned på tastaturet, jeg har gjort det her så mange gange før, selvfølgelig vil jeg kunne gøre det igen.

Jeg kigger mig længe omkring, indtil jeg finder en anden skærm og tastatur, som jeg hurtigt får i gang også.

Jeg rykker tastaturerne tættere sammen og prøver først nogle nemme kombinationer. Da ingen af disse virker, må jeg til at tænke mig ekstra om, hvordan jeg bedst gør.

Kort efter finder jeg et sted hvor alle videooptagelserne er gemt jeg sletter hurtigt alle de seneste og slår kamerarene fra, for resten af dagen. Men ind på computeren kan jeg stadig ikke komme.

Pludselig hører jeg skridt, trampene, det betyder at det er vagter og ikke bare nogle af de nye robotter, de har anskaffet sig i alle mulige afskygninger.

”Vi skal have slået strømmen til hurtigst muligt, hunden havde heldigvis ikke lavet ravage” lyder en dyb brummende stemme. Jeg smider mig ned bag et stort bord, hvor jeg håber de ikke vil opdage mig.

”Døren plejer da at være låst” siger en lysere, formentlig kvindelig stemme. Jeg er så nysgerrig, for at se hvor tæt på de er og hvordan de er, at jeg er lige ved at stikke hovedet op over bordet, men jeg behersker mig.

”Det er jo strømmen der er gået, låsen er jo elektronisk.” ”Nåe ja. Selvfølgelig”

Den meget feminine stemme lyder helt forlegen, hvilket får mig til at smile. Stemmen minder mig også om noget. Om andre tider, andre personer og en anden mig.

De sætter sig ned, ved en lille almindelig computerskærm i det ene hjørner, den larmer i samme nu, de får den tændt. Jeg udnytter larmen til at liste mig ud af døren, skjult bag diverse former for computere og anden teknologi.

”Pokkers, det her er da godt nok besværligt” mumler den ene irriteret. Men jeg hører det kun svagt, jeg er næsten allerede ude af døren.

 

Først til aftensmaden er adrenalinen begyndt at forsvinde, alt kører stadig på højtryk. Aftensmaden er ikke særlig interessant, men jeg er blevet utrolig sulten i løbet af min arbejdsdag, så den glider fint ned.

Strømmen er åbenbart ikke blevet slået rigtigt til, i hvert fald virker robotterne, der går rundt med maden, ikke særlig godt, de taber maden og går i stå. De sortuniformerede folk, går rundt og prøver at rette op på fejlen, samtidig med de prøver at fikse robotterne hver gang de går helt i koks. Man fornemmer tydeligt at det er noget nyt med robotterne, ellers ville de jo ikke blive så påvirket af hinanden, så ville der være mere styr på tingene, men kaos passer mig fint lige nu. Det er kun til min fordel.

En lille pakke ligger i min seng, da jeg kom tilbage. Fyren fra underkøjen kigger på mig, da jeg kommer ind.

”Postbuddet er kommet forbi med den” han lyder måske en smule irriteret, men også kun en smule. Det er aldrig helt til at vide, hvad han tænker eller føler, men lige nu virke han faktisk en smule irriteret.

”Se nu at få gjort ned ved den” siger han, nu med hævet stemme, og et vrissent blik i øjnene.

”Ja, selvfølgelig” mumler jeg forlegent.

Jeg sætter mig op i sengen, hvor jeg forsigtigt åbner den, det brune indpakningspapir skramler da jeg river det i stykker. Indeni ligger en bog, jeg stirrer fascineret på den. Stemmen fra telefonen genlyder i mit hoved.

”Jeg har sendt en pakke til dig, den indeholder en bog. Tænk dig godt om, når du læser den.”

Jeg vender og drejer bogen lidt, så hopper jeg ned fra sengen og smider det brune indpakningspapir ud.

Bogen ryger ind i mit skab, sammen med alt det andet skrammel jeg har samlet gennem det sidste stykke tid.