Fingrene sitrede efter at komme i gang

Fingrene sitrede efter at komme i gang, komme i gang med det, der betød så uendeligt meget for hende. Hun havde ventet i flere dage nu, og nu kunne hun endelige starte, men det var som om hun tvivlede lige i det sidste sekund. Hvad nu hvis hun gjorde det forkert? Hvad nu hvis hun havde glemt, hvordan man gjorde? Hun skulle have øvet sig noget mere op til, men hvordan skulle hun have gjort det? Skemaet var allerede lagt, og det var ikke sat tid af til træning. Så hvorfor skulle hun begynde at tænke på det nu? ”Tag dig sammen” sagde hun til sig selv, og tog sig selv i at knække fingre. Hun vidste godt, at hun ikke måtte, men fortsatte alligevel. Det beroligede jo hende. Hun krøb sig sammen, favnede sine ben, så hun endte i fosterstilling, og begyndte sin sædvanlige vuggen frem og tilbage. Et smil tittede frem i mundvigen på hende. ”Hvorfor smiler du?” spurgte en stemme. Hun farede op fra gulvet, og var lige ved at miste balancen. Det var Joseph – Konkurrenten – der nød at gøre folk forskrækket.”Dit svin” tænkte hun og smilede til ham, imens hun sagde: ”Det må du altså ikke gøre, især ikke før min dyst!” Joseph lo og trak sit sværd ud af sin skede. Den fine metalliske klang fra det hærdede stål, fik hårene til at rejse sig på hende. Hvis det ikke var pga. at de befandt sig i et telt, ville hun sikkert også være blevet blændet af solens stråler mod den blanke overflade. Hun tog sig selv i at stirre på det, det gjorde det da heller ikke bedre for hende, at hun fik øjenkontakt med ham, så det lignede, at hun stirrede på ham. De mørkebrune øjne fangede hende på en intens måde, de kiggede på hende, prøvede at læse hendes tanker, men nåede det aldrig. Hun kiggede hurtigt væk igen, og ønskede inderligt, at han snart ville forsvinde. ”Her” lød det fra ham, lagde noget i hendes hånd, og sørgede for, at den blev lukket. Kyssede hendes håndryg, og forsvandt ud af teltet. Hun stod længe med lukkede øjne og knyttet næve. ”Ti minutter til kamp” lød det ud af højtalerne. Det gav genlyd på pladsen.

Hun åbnede øjnene. Tilråbende og bifaldende overdøvede hendes tanker, fingrene sitrede ikke længere. Hun stod nu foran alt det, hun havde trænet op til, der var kun en kæmpe massiv dør af egetræ imellem en fremmedes og hendes kampfærdigheder.

Skrevet af Camilla Jepsen