Game over

af Mie Porsborg Hermansen

Han bider sig selv hårdt i læben. Bider til det bløder. Bider så smerten kan mærkes langt ind i sjælen. Han er så nervøs at hele hans krop ryster, Men han må skjule det. Han må sætte en facade op. Han kigger selv i spejlet, der hænger på den snehvide væg. Det mørkebrune hår, går lige ned til brynene og skjuler den anspændte rynke i panden. De safirblå øjne ser tomme og ulykkelige ud. Han strammer slipset, og børster sine hvide tænder grundigt. Bag ham står hans kone Maria pludseligt og smiler. Hun er det smukkeste han ved. Hendes lange lyse hår går ned over skulderne, og de havblå øjne beroliger ham altid mere end noget andet. Han vender sig mod hende og kysser blidt hendes pand. Inden han forlader hende, kysser han hende, og fortæller hende, hvor højt han elsker hende. Hun tror at han skal til møde, det skal han jo egentligt også, men nok ikke sådan et møde, som hun regner med. Han tager jakken om sig, og åbner døren ud til. Tykke snefnug hvirvler rundt, og kulden får ham til at ryste let. Han vader ud til bilen gennem det tykke lag sne, og sætter sig ind. Han får med besvær tændt bilen, og triller ud af indkørslen. Lige inden han drejer af, kigger han en sidste gang mod huset. Svedperlerne titter frem på hans anspændte pande, og hans hjerte pumper blodet hårdt rundt i kroppen. Et par hundrede meter fra skuret, parkere han bilen og stiger ud. Udenfor er vinden blevet kraftigere, og blæsten hiver i de nøgne trækroner. Lige inden han når skuret, sukker han dybt, og beder til gud om, at det hele nok skal gå. Men inderst inde ved han jo godt, at det ikke kommer til at gå, han ved godt at det ikke er sikkert at han vågner op i morgen. Han åbner den knagende trædør, og træder ind på gulvet. Der er helt mørkt. Helt stille. Helt tomt. Der lugter kraftigt at skimmelsvamp, og blæsten siver ind gennem de mange revner i væggene. Han ved godt at de er her, dem alle sammen. Peter, Hans, Brian og René. Han ved godt at de er her, de venter bare på at han lægger den brune kuffert på midten af trægulvet. Men han har ingen brun kuffert, han har ingenting med, kun sig selv. ’’jeg har ikke pengene’’ mumler han svagt, og bider tændere hårdt sammen. Pludseligt står de alle sammen tæt omkring ham, og René, som står ansigt til ansigt med ham, griner fælt, inden han læner hovedet tilbage. ’’ Så Lasse, tror du virkeligt det er så enkelt, tror du virkeligt at du bare slipper så let’’ siger han højlydt og ligger hovedet på skrå. Lasse kigger op fra gulvet, og ryster på hovedet.  Inden han når at sige noget, nikker René ham en skalle, og han falder hårdt mod trægulvet, det flimrer for hans syn, og så er alting sort.                                 

Han vågner med en kraftig hovedpine, og ligger hånden mod det venstre øjenbryn, det bløder derfra, og han kan mærke at det er flækket. Hans syn er sløret, og han er ikke helt klar over hvor han er. Han sætter sig op, og kigger sig rundt. Han sidder i en bil, hans ben er spændt hårdt sammen omkring anklerne med et par sølvgrå håndjern. Foran i bilen, sidder Brian ved rattet, og ved siden af sidder Peter med et smørret smil på læben. ’’ har prinsessen sovet godt’’ siger han og griner højt. Lasse forbliver tavs, og lader sit blik glide ud over landskabet. Han har ingen idé om hvor de er. Snestormen er blevet meget kraftigere, og kulden fra den utætte bildør omklamrer sig om ham. Han kæmper for at holde de tunge øjenlåg oppe, men trætheden vinder til sidst, og han falder i søvn på bagsædet. Pludseligt bliver bildøren han sover op ad hevet op, og Brian og Peter smider ham ud i det tykke lag sne. De låser sølvringene om hans ankler op, og kører væk. Lasse rejser sig, og kigger sig omkring. Han kan mærke lettelsen over at han er sluppet med et flækket øjenbryn, nu skal han bare finde hjem. Han har ingen idé om hvor lang tid de har kørt, hvad klokken er, eller hvor han er. De har taget hans ur, mobil og pung. Men det er jo bare genstande, han er ligeglad, han vil bare se sin kone igen. Han lyner jakken helt op over halsen, og børsten sneen af sig. Vinden er iskold, og efter den første times traven i den halve meters høje sne, får hans læber et blåt skær, og hænderne bliver livløse. Hans tænder klaprer uafbrudt, og frosten har sat sig i håret, og i øjenvipperne. Det hele begynder pludseligt at se mere realistisk ud, hvorfor skulle de også bare lade ham gå så let, nej det var meningen at han skulle fryse ihjel herude, ja herude hvor end det så var han befandt sig. ’’Så hellere være blevet slået ihjel’’ råber han så højt han kan, men ingen hører ham, han er alene, og lige meget hvad retning han ser i, så er der kun hvidt forude. Tanken om Maria gør ondt i brystet. Han må videre, han må kæmpe for hende, kæmpe for at se hende igen. Mørket falder på. Det eneste der lyser op er fuldmånen, der kun engang imellem kan ses gennem de tykke grå skyer. Hen ad natten, ser han pludseligt noget lys, han går med så hurtige skridt som han har kræfter til hen mod lyset, men han er snart tappet helt for kræfter. Det er så koldt, det gør ondt, han er næsten livløs i hele kroppen, men hver gang tanken om hans kæreste Maria kommer tilbage til ham, føler han sig en smule stærkere. Han er så træt, han må bare ligge ned, bare lige 5 minutter, den bløde snemadras der lægger over hele landskabet er så indbydende, men han ved at hvis han ligger sig ned, kommer han ikke op levende igen. Hvordan kunne han gøre det mod hende. Mod sig selv. Ludoman kaldte man det, ja ’’Jeg Lasse Tolboe Christensen  er ludoman’’ skulle man sige i hjælpegruppen på Hvidbjergvej. Han vidste da udmærket godt hvad han var, og at det var dumt, men hvad hjalp det. Hver gang han så en kasino var det som om noget hev i ham. Han vidste godt at det var dumt, men alligevel var han afhængig af det, og når så spillet gik i gang, kunne han mærke varmen brede sig til hver eneste muskel i hans krop, glæden og spændingen, måske var det hans tur til at vinde denne gang, men det blev aldrig hans tur, og pludseligt skyldte han penge hist og her, større og større beløber, det tog overhånd, frygten tog over, og en dag måtte han skylde 100.000 til en gruppe kaldet Blikfang, i stedet for at skylde til 7 forskellige. Man kan sige at han tog et lån ved dem.                                                                                              

 

Lyset forude bliver kraftigere, der er så få meter tilbage, men alligevel så uoverskueligt langt. Han kan se at det er en tankstation, men der er ingen butik til. Hvorfor ligger man en tankstation herude i ingenting. Der er en vej, en meget lille en, det giver ingen mening. På vejen er der spor fra biler, men der er ingen biler at hører i nærheden, der er ingenting. Han kæmper sig op til vejen, men falder om af træthed da han næsten er ved tankstationen.  Han kan ikke holde sine øjne åbne mere, han kan ikke mærke sin krop. Det eneste han kan mærke er savnet til Maria, der sidder som en knude i brystet. Hun må da have efterlyst ham, der må være nogen på vej for at finde ham, nogen der ved noget. tårerne trille ned af de forfrosne kinder, han ligger helt stille. Han kan mærke de tykke snefnug lægge sig over ham. Han prøver at kæmpe imod, men trætheden er for kraftig, øjenlågene er så tunge, tanken om Maria er så smertefuld. Han lukker øjnene, slapper af i hele kroppen, og lægger sig dybere ned i den bløde sne.             

Han vågner, han vågner faktisk. Der er en masse larm omkring ham, det er menneskestemmer. Han kan ikke mærke sin krop, hver eneste muskel er livløs, men han er vågen, han kan hører dem omkring sig. De snakker om ham, og imellem de summende menneskestemmer, kan han pludseligt genkende en. Han kan mærke musklerne spænde og krampe, og hiver efter vejret. De er her, det havde han ikke troet. Han får med besvær åbnet de trætte øjne, og kigger rundt, uden at bevæge det stivfrosne hoved. Brian lader sin varme håndflade klaske hårdt mod hans kind. I få sekunder snurrer det svagt i kinden, men så er den livløs igen. Endnu engang lader Brian håndfladen ramme hans kind. De andre kommer nærmere, og begynder også at slå løs på ham. Lasse mærker kun smerten svagt, men kan føle hvordan han langsomt tappes for liv. Brian kigger pludseligt op, og de andre kigger også den anden vej. De løber, og pludseligt, står en politimand ved hans side. Brian og resten af Blikfang er allerede for langt væk til at politimanden kan nå dem. Han lukker øjnene i, og alting bliver sort. Langt inde i det sorte, kommer et lys nærmere, langsomt og fredeligt. Det kommer nærmere og til sidst er alting hvidt.