Kaninland

Skrevet af Lasse René

De 9 kaniner svømmede stadigvæk i deres eget blod.

Han stod forvirret, og kløede sig i nakken. *Hvordan dælen var de havnet der*, han trådte væk. Det var jo ikke ligefrem hver dag, at ens kælder var oversvømmet med døde kaniner.

Han tog sig til hovedet, gik rundt i nogle cirkler og rørte ved en af dem. ”Føj for den lede”, han trak hurtigt hånden tilbage. De var uden tvivl døde, og de lugtede oven i købet også! Han stod og stirrede, og gik så op ad trappen, ud i køkkenet og hentede et par handsker og en sort sæk.

Tilbage i kælderen havde han allerede fået handskerne på, og var gået i gang, med at fjerne kaninerne. Det gik fint nok med de 2 første kaniner, men da han kom til den 3. begyndte kvalmen at vise sig. Han smed den fra sig, og spurtede tilbage op imod toilettet, men kastede op, da han nåede ud i gangen.

Det var jo ikke fordi, der var nogen til at hjælpe ham. Da han engang var færdig med at tørre opkastet op, og havde fjernet kaninerne fra kælderen, var turen kommet til alt blodet. Det var utroligt, hvor meget blod 9 kaniner kunne producere. Selve kælderen var egentlig ikke stor, men alligevel var den fyldt, som var den en kæmpe vandpyt.

Han fandt hen til afløbet, som var proppet til med hår. Efter lidt tid havde han fjernet dem, og afløbet gjorde selv resten af arbejdet.

Han gik ind i stuen, og smed sig ned på sofaen. Pludselig mærkede han en kold blodig hånd på sin skulder, og hørte en dyb stemme:” Har du nogensinde såret nogen, du holder af”?

Han vågnede med et sæt, og kiggede rundt i rummet. Han sukkede lettet, og konstaterede at det bare havde været en drøm. Han rejste sig op, og gik hen til døren. Han tog i håndtaget. Døren var låst. Han gik i panik, for han mindedes ikke, at han havde en nøgle til døren.  Han tog forgæves i håndtaget igen, bankede på døren, råbte af døren for til sidst bare at smide sig i sengen igen.

Det var her, at han bemærkede det. Det her var overhovedet ikke hans eget værelse. Det lignede godt nok, men der var nogle klare forskelle. For det første var det hele nymalet. Hans eget værelse havde ikke været malet i flere år. Der stod også en kodet sikkerhedsboks på gulvet ved sengen. Der var selvfølgelig også vinduet. Det var næsten åbenlyst, at det ikke var et rigtigt vindue. Han kunne ikke se hvordan, men det lignede at det var malet på, med noget ekstra belysning bagfra. Han slog alligevel forgæves imod det, men det eneste han opnåede ved det, var lidt ekstra smerte i hånden.

Han stod tilbage, lettere forvirret, og besluttede sig for, at gennemsøge hele rummet. Hvis ikke efter en nøgle, så for i det mindste bare at finde en flugtvej.

Han havde hurtigt tjekket alle skuffer og skabe, uden held, og flyttet rundt på samtlige møbler, igen uden held.

Han sparkede til døren, og prøvede at rive den op, hvilket resulterede i, at dørhåndtaget faldt af. Han samlede det op, og ud faldt en lille hvid sammenfoldet lap papir. Han foldede det hurtigt ud, og begyndte at læse.

Kære Jacob

Du er muligvis lidt forundret lige nu, og med god grund, for det er jo ikke hver dag, at man vågner op på En fremmedes værelse. 

Nøglen ligger inde i sikkerhedsboksen, du skal bare knække den Firecifrede kode.

Men mere hjælp får du altså heller ikke, lidt sjov skal der jo være.                                                                      Hilsen Kaninen

Jacob læste det igennem, et par gange, og prøvede så, at ramme koden på sikkerhedsboksen. Med mindre han var blevet narret, havde han allerede fået 2, af de fire cifre udleveret. 1 og 4. Han besluttede sig for, at prøve sig frem. Tid havde han jo nok af. Han startede fra en ende af, og da han indtastede 1473 bippede boksen helt vildt, og åbnede langsomt op. Derinde lå kun en nøgle, men det var også nok.

Først fik han sat dørhåndtaget tilbage på plads. Derefter satte han nøglen i, og låste op for døren og friheden, næsten. For det syn der mødte ham, var næsten værre, end han kunne forestille sig.

Han trådte ud i en lang korridor, med omkring 8 andre døre, og over hver dør, hang der en fakkel, som lyste stedet op, og en død kanin. Inden han gik, tog han nøglen med ud, bare for en sikkerheds skyld. Han gik ned langs korridoren, og tog undervejs i de andre håndtag. Ingen af dem åbnede. Heller ikke selvom han prøvede med nøglen, for den passede ikke i nogen af dørene. For enden af korridoren var der en sidste dør, men den var ikke helt ligesom de andre. Den var større, og havde en orange kant med små grønne pigge, der stak ud.

Han anbragte nøglen inde i døren, og den passede perfekt. Døren åbnede meget langsomt, og han trådte ind i lokalet. Han blev egentlig lidt overrasket af synet, der mødte ham, mest fordi at han havde forventet noget større, eller vildere, men i stedet var der bare et stort spejl, en levende kanin i bur, et billede og en ny dør, ved siden af spejlet. Han gik hen til kaninen, og studerede den lidt. Der måtte næsten være en eller anden grund til, at den var blevet placeret her. Han løftede forsigtigt det lille bur i krogen, og kiggede på undersiden af buret. Der var en lille nøgle, en kniv der var tapet fast og et kort brev.

 

Nøglen til døren, er inde i kaninen. Du ved hvad du skal gøre.

 

Han tog sig lidt til hovedet. Han mærkede en smerte, der begyndte at træde mere og mere i kraft. Imens var hans hoved mest af alt fokuseret på kaniner. Nærmere kaninen, som han om et øjeblik skulle dræbe, ja faktisk flå op, for at væk fra dette skøre sted. Han greb fat i kniven, og viklede den med lidt vold løs fra tapen, og buret. Derefter tog han nøglen, og låste op for buret. Han kiggede lidt på det lille bæst, greb det så i nakken, og borede kniven igennem dens mave. Han smed den nærmest ned på gulvet, og begyndte at flå den op. Han fik rimelig hurtigt fundet den store nøgle, som ligesom ham selv var smurt ind i blod.

Det var her han så sig selv i spejlet, med en blodig kniv i hånden, over en lille forsvarsløs kanin, og det var her at minderne hamrede tilbage lige ind i hovedet på ham.

Den 7 årige dreng kiggede lidt rundt, før han endnu engang sneg sig ind til kaninerne. Han elskede at være sammen med dem, for de var de eneste der virkelig forstod ham. Forstod hvor hårdt det var, evig og altid at blive skældt ud, af ondsindede Konrad, og følelsen af altid at blive tæsket. Han åbnede hurtigt lugen, og kravlede med lidt besvær ind. Han forventede næsten at høre Konrad råbe efter ham, men for en gangs skyld, så det faktisk ud til, at det hele ville gå godt.

Han nåede ind, og satte sig sammen med de 20 kaniner. Han snakkede lidt med Karl, Gertrud og Paul. Pludselig klappede lågen sammen, og han kunne høre låsen udefra. Han kom nu i et problematisk dilemma. Hvis han sagde noget, ville han formegentlig blive sluppet ud, men tanken om, hvad Konrad ville gøre, var næsten for skræmmende. På den anden side, kunne han vælge at være låst inde med 20 kaniner natten over, uden noget mad eller drikke. Han valgte den sidste mulighed. Det resulterede, som han havde forventet i, at han skulle være inde i kaninhuset natten over.

I begyndelsen, var det egentlig fint nok, men efter 5-6 timers snakken med flere af kaninerne, blev det hele en smule kedsommeligt. Han mærkede trætheden, som hurtigt begyndte at kaste sig ind over ham, og nærmest opsluge ham i det lange kolde mørke.

Han vågnede dagen efter, da han hørte lågen blev åbnet. Han kiggede forsigtigt igennem lågen, trak sig tilbage igen, da han så, at det var Konrad, som åbnede den.

Han ventede et øjeblik, til han hørte Konrads trampen forstumme, og kravlede så ud af kaninhuset. Han mærkede et pludseligt greb i nakken, og så kun kort den store knytnæve, der kom flyvende imod hans hoved, før alt blev sort. Da han vågnede havde han en rungende hovedpine, og bemærkede at han var fanget i et værelse sammen med alle kaninerne! der lå også en kniv, et glas og en kæmpe beholder, indeholdende hvad han formodede var vand.

Flere uger senere åbnede Konrad døren igen, og fandt til sin overraskelse Jacob sovende, og rummet fuldt af kaninblod.

Han blinkede 2-3 gange med øjnene, og så endnu engang sit eget spejlbillede. Hvad der var sket siden da, var han ikke klar over, men han var rimelig sikker på, at Konrad var kaninen. Hvem skulle ellers have et sådant had til kaniner og til ham selv, og være så besluttet på at sætte alt det her op, og af hvilken grund? Han vidste det ikke, men han vidste, at han var nødt til at komme ud fra dette rum. Dette trange kolde rum.

Han fokuserede igen, og låste op for døren. Han opfangede med det samme, lugten og stemningen fra en bondegård. Han så rundt i det på det store areal, han var trådt ind på, og lagde mærke til grisene, som fjollede rundt, køerne, som græssede og det gigantiske kaninbur. Meget andet opfangede han ikke, før en enorm knytnæve hamrede ind i knolden på ham, og fik alt til at blive sort.

Konrad så ned på den unge teenager, som så forsvarsløst lå bevidstløs på jorden. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde, men han begyndte som sædvanlig at gøre tingene klar til næste gang, drengen vågnede. Samtidig stillede han noget mad ind, da det var ved at være den tid på måneden igen. Han vidste ikke hvor mange gange han snart havde gentaget dette ritual, men han vidste, at han var nødt til at fortsætte noget tid endnu.

Han kiggede endnu engang imod drengen, kun for at bemærke at han var væk. Han skulle lige til at kigge bag sig, da han mærkede en kold kniv passere igennem sin krop. Han mærkede adskillige stik, før alt blev sort.