Ligesom alle de andre

Introduktion til Kimmie’s liv: Da jeg var 13, så jeg et program der hed ‘My Strange Addiction’, der handlede om en pige i 20’erne der levede 80% af sit liv som baby. Jeg overvejede, om jeg ville have det bedre, hvis jeg gjorde det samme som hende. Hun fandt også ud af, at det var sådan hun ville leve, da hun var 13. Det gik jeg og tænkte over i næsten et år, men det, der blev ved med at irritere mig, var, at jeg IKKE ville være en baby. Jeg ville bare gerne have lidt af min barndom igen. Have den følelse, at jeg gik rundt i min egen sikre verden, langt fra alle ‘de voksne’ problemer. Så, et par måneder inden jeg fyldte 14, skulle vi lave et projekt om Anden Verdens Krig, og jeg trak kamikaze piloterne. Da jeg ikke anede noget om emnet, googlede jeg det, og så kom der noget uventet frem: noget, kaldet ‘Kamikaze Girls’, der intet havde med WW2 at gøre. Umiddelbart handlede det om to asiatiske piger. Den ene så meget normal ud, men den anden var klædt i en lyserød kjole med blonder, flæser, og sløjfer. Det var kærlighed ved første blik for mig. Jeg fandt ud af at det var en film, og fik hurtigtst muligt fat på den. Da jeg så den, blev jeg mere og mere forelsket i Momoko, pigen i den lyserøde kjole. Det var dét, jeg ville.

Det var sikkert sådan noget, du regnede med, ikke? Det gør alle jo. Hvad med os, der faktisk havde en ganske udmærket barndom? Som ikke ønsker at sammenlignes med et lille barn? Jeg brækker mig.

Lad os scrolle videre..

Introduktion til HimeDesu’s liv: ”Jeg har altid vidst, jeg var en piget pige. Lige fra så lang jeg kan huske, har jeg altid elsket kjoler og farven lyserød. Alting skulle være lyserødt. Da jeg var 5, tog min mor mig i at male mine actionfigurer med en lyserød tusch. Actionfigurer? Ja. Jeg var nemlig den eneste, der vidste jeg var en piget pige. Faktisk var jeg den eneste, der vidste, jeg overhovedet var en pige. Født med en pige-sjæl, fanget i en drengekrop. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at søge efter ligesindede på nettet. Jeg faldt over en gruppe mennesker, der kaldte sig ‘brolitas’, en sammentrækning af ‘brother’ og ‘lolita’. Det var egentlig sådan, jeg fandt stilen. Den er det mest ultimativt pigede og nuttede tøjstil, jeg hidtil har set. Jeg bliver dog lidt trist når folk kalder mig brolita, for jeg er jo IKKE en ‘brother’.

‘HimeDesu’? Helt ærligt. Er det virkelig så svært at finde på et dæknavn? ‘Kimmie’ hedder jo heller ikke Kimmie. Come on.

Nå, videre..

Introduktion til Alice’s liv: Jeg kan vel lige så godt sige det som det er: Lolita er en fetish for mig. Det var det ikke fra starten af, men det blev det meget hurtigt. ‘Ageplay’ kan det vel også kaldes. Jeg tager jeres elskede, dyre kjoler på, men jeg gør det for at klæde mig som en lille pige, selvom jeg er i 20’erne. Og jeg tjener penge på det. Gamle, gustne mænd betaler hundrede vis af dollars for mig. Tag dén, elitists!

Oh god. Oh. My. God. Selvom jeg har læst det mindst en million gange før, forarger det mig stadig. Så hellere en 20-årig baby end det!!

Lad os skynde os videre, please!

Introduktion til Stefani’s liv: Lolita er mit liv. Jeg er lolita, og lolita er mig. Jeg har alt det rigtige tøj, og jeg laver de bedste outfit-sammensætninger. Jeg er smuk, slank, og hvid. Jeg er den perfekte lolita. Jeg ved slet ikke, hvad jeg brugte min tid på, før lolita. Jeg er livsstil-lolita, men folk kalder mig elitist. Alt ved mig og mine omgivelser er lyserødt og perfekt. Jeg hader folk, der tror de er lolita. Dem, der ikke går i brand. Fattychans. Skelechans. Brolitas. ‘Tanned’. Lad nu være! Intet imod jer, men lolita er nok bare ikke lige for jer!

Hm.. Fattychans er folk, der menes at være for store til lolita, og skelechans er dem, der er for tynde. Bullshit.

Nå, skal vi til det?

Introduktion til MIT liv: Hej. Jeg er en helt normal teenager. Det er intet specielt ved mig overhovedet, udover at jeg går i en lidt speciel tøjstil kaldet ‘lolita’. Jeg er virkelig kedelig, faktisk. Alle tror altid jeg har en eller anden helt unik historie ligesom personerne over mig har. Men nej. Jeg er bare mig. Nogle gange irriterer det mig. Af og til, ville jeg ønske, jeg også havde en historie. Selvom det måske ikke var en særlig ‘rar’ en. Bare et eller andet, ikke?…

Af: Emma Anhøj Mortensen