Uden titel

Af Maja Ormstrup Bentsen

Alle højhusenes lys suser omkring mig. Mine øjne flakker. Alt bliver som et abstrakt maleri. Den måde vinden på tager mit åndedrag er fantastisk. Jeg føler mig endelig fri. Endelig som et menneske.
Jeg glemmer alt og alle, jeg glemmer ham. Jeg er som født på ny. Indtil jeg rammer jorden.

Det var sommer det hele startede. Jeg tror kun jeg var 11 år første gang.
Jeg plejede at være en glad pige. Jeg var virkelig glad.  
Det var en af de dage hvor solen stod højst på himlen. Ingen skyer. Sommerfuglene fjollede rundt som ny forelskede par. I alle nabo haverne kunne man høre grin, folk var så glade om sommeren.   
Min mor havde lige lavet æblekage, og vi sad alle sammen rundt om det samme bord. Far, storebror Chris, onkel Carsten, mor og jeg. De voksne fik et lille glas kold gammel dansk og Chris og jeg fik et glas hjemmelavet hyldeblomst saft. Smagen var lidt bitter og sur, men jeg elskede det. Jeg kan tydeligt huske da Chris tabte det hele ud over ham selv og far blev vildt sur. Det gør han altid.
Mor kørte ned til fakta for at købe øl til far. Og det var der det gik galt.
Lyd af sirener var i hele byen. Far var allerede blevet halv snalret. Og Onkel Carsten sov som sædvanligt. Chris blev mere og mere nervøs da mor ikke kom hjem. 

Der var helt stille i huset, mor var væk og hverken far eller Chris snakkede så meget, jeg tror ikke rigtigt jeg forstod det. Far havde fjernet alle billeder af hende. Huset var mørkt. Alle vores farverige puder var fjernet, og kun vores brune møbler var tilbage. Der var kedeligt.
Vi fik ikke rigtig aftensmad længere, vi fik kun pizza. Chris og jeg synes jo det var skønt at få pizza hver dag, men da det begynde at bliver hver uge blev vi trætte af det. En dag lavede Chris et papir fly til mig, skal vi ikke lave noget lækkert mad til far?” stod der inden i det. Jeg synes det var en god ide. Og det ville garanteret også blive sjovt. Men da far fandt ud af det blev han stik tosset. Han ville aldrig have vi havde det sjovt. Vi måtte heller ikke have nogen på besøg mere. Selvom der egentligt heller ikke var nogen der ville. Ikke engang farmor eller onkel Carsten. Vi var ensomme. Hele dagen lå han bare på sofaen og drak øl. De eneste tidspunkter han stod op var når han skulle tisse, bestille pizza eller daske lidt til Chris, hvis han ikke havde købt de rigtige øl.
Jeg kunne ikke rigtigt kende ham mere. Han snakkede forfærdeligt til os. Som om vi ikke var hans børn. Chris var også begynd at få blå mærker rundt omkring. Men han sagde at der bare var fordi han havde faldt. I starten troede jeg på ham.  Men efterhånden vidste jeg godt hvad der skete.
Chis var til fodbold da far kaldte mig ind til ham. ”Hey du, kom lige herind. Vil du ikke lege med far?” råbte han fra stuen. Jeg elskede min far, så selvfølgelig ville jeg det.
”Hent lige to bajere og nogle cigaretter ude i køkkenet, og tag en nederdel på” Han var allerede godt fuld, så jeg havde egentligt ikke lyst til at give ham flere øl.
Jeg forstod heller ikke hvorfor jeg skulle tage en nederdel på, men jeg gjorde jo altid hvad han sagde.
Jeg satte de to kolde øl på det snavsede bord og tændte en cigaret for ham. Han kælede mit ben. ”Du har altid været sådan en god pige. Lige som din mor. Men din mor er her ikke mere. Hun er død, og borte. Ingen til at passe på dig, din lille luder” Han stemme blev meget hård, jeg var meget bange.
Han var ikke længere en far, eller en rigtig mand. Han var forvandlet sig til et ynkeligt monster.
Han kørte hånden op af mine ben og under min nederdel. Det var meget ubehageligt og jeg bad ham om at stoppe. Han blev sur og holdt mig fast. ”Hold din kæft og lad far lege med dig.”
Jeg talte ikke i flere dage.
Chris kunne godt fornemme der var noget med mig. Han havde garanteret lagt mærke til mine små blå mærker, selvom jeg prøvede at dække dem.

Det var min fødselsdag, og far havde ikke sagt tillykke. Jeg fyldte 15 år. Jeg var egentligt ikke glad. Jeg synes ikke det var værd at fejre at jeg var blevet født. Chris havde været glad siden morgenstund. Det var lang tid siden. Jeg lå inde på mit værelse og kiggede på et billede af mor da en lille seddel blev skubbet ind af min dør. ”Mød mig ved legepladsen. Far sover så skynd dig, og lad vær med at vække ham”
Tog min hætte trøje og gik stille ned af trapperne. Fjernsynet kørte i baggrunden og lyden af hans klamme snorken fyldte hele rummet. Jeg åbnede døren og løb hen til legepladsen.
Fem farverige balloner og noget slik stod henne ved rutsjebanen. I det sekund var jeg glad, jeg glemte alt om far og mor. Chris sad på en gynge ”Tillykke med din fødselsdag, din lille lort” Sagde han og grinte. Vi sad længe bare og snakkede og grinte. Vi kom aldrig ind på det med far. Og det er jeg glad for. Men i et split sekund ramte det mig, at far kunne være vågen. For satan, han ville blive sur hvis han fandt ud af vi var ude fra huset uden hans tilladelse. ”Tror du ikke far bliver sur hvis han finder ud af at vi ikke er der hjemme?” Jeg kiggede på Chris og sank den klump jeg havde i halsen. ”Jeg skal nok tage skylden, det er jo trods alt din fødselsdag” Han smilte til mig, og tog fat i min hånd. ”Det skal nok gå.” Han lød troværdig. Men jeg ved jo godt hvad der ville ske.
Selvom det var et helvede der hjemme, fik Chris min hver dag til at lysene op. Når jeg var allermest nede fik han mig op.

En nat, da far lige havde banket Chris og leget med mig, fik Chris nok. Han kunne ikke mere. Kiggede på mig. ”Du bliver nødt til at klare den her fra. Jeg ved hvad han gør ved dig. Og det fortjener du ikke. Men du kan ikke komme med. Ha’ det godt” Det var det sidste jeg hørte fra min egen storebror. Og selvfølgelig skulle jeg straffes for at Chris var stukket af. Jeg var ulykkelig over at han var væk. Han var min eneste lykke i livet.
Mine ben kunne ikke holde mig oppe mere. De var blå lilla, tynde og trætte. Min krop var som et stankelben. Ingen fedt, kun skin med gule og blå mærker over alt. Folk kiggede underligt på mig hver gang jeg var nede og handle ind. Hvorfor kiggede folk kun, de vidste jo godt hvad der forgik?
Jeg kunne ikke huske mig selv. Hvordan jeg plejede at være. Hvordan man var glad? Selvom jeg var 16 år, vidste jeg ikke hvordan det egentligt ville sige at være 16 år.
Jeg følte mig som en slave.

Nogen dage tænkte jeg slet ikke over tilværelsen. Alt var blevet rutiner for mig. Hvor forfærdeligt. Tænk at man kunne være van til at være ingen ting. Han var kun blevet federe og federe, mere ynkelig, mere fuld, mere afhængig. Afhængig af mig, alkohol og af at der bare altid vil være nogen til at gøre alt for ham. Jeg var jo ingen ting. Selvom tiden gik, endda hurtigt når jeg virkeligt tænkte over det, følte jeg bare at jeg var i et kæmpe hul, ingen udvej at se.

Bare en boksepude, en brugt boksepude, intet andet.

Verden susede omkring mig, folk var stressede, tiden gik, folk havde et liv, jeg havde ingen ting, min tid gik ikke.

Jeg tjekkede posten som altid, kun reklamer, men denne gang var der også et brev til mig. Jeg vidste hvis han så det ville han bare tage det og smide det ud. Så jeg læste det uden for døren.

”Kære Anja.
Jeg kan ikke kigge mig selv i øjnene mere. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har fortrudt at jeg løb den gang. Jeg vidste jo godt hvad han gjorde ved dig. Men jeg kunne ikke klare tanken om at være i samme hus som ham. Det var egoistisk og pisse fejt. Jeg håber virkelig at du læser det her. At du nok ikke engang bor på denne adresse. Jeg har det godt, taget i betragtning af ham. Jeg har fået en kone og en lille dreng, Oliver hedder han. Oliver et halvt år. Gid du kunne møde ham.
Jeg forstår godt hvis du overhoved ikke vil tale med mig, men du skal bare vide at der er en udvej. Næste gang du får chancen så løb. Løb alt hvad du kan. Og hvis du ikke føler du har nogen steder at løbe hen, kan du altid komme til mig. Jeg bor inde i byen ved de to store tårne og kirken.
Ønsker dig alt godt, og håber snart du finder en vej ud.
Kærligst Chis.”

Jeg var mundlam.
Tårende trillede ned af mine kinder. Begynde at stor tude. Nu kom alt bare ud.
”HVOR BLIVER DU AF?!”
Fjernede tårende på mine kinder, og rejste mig op. Jeg var sur. Skide sur. Smækkede døren op og stormede ind i stuen. ”Hvem fanden tror du, du er?! Bruge mig som din lille slave, din lille hund. Jeg er et menneske. Jeg er din datter. Eller hvad der er tilbage af hende. Jeg er træt af det her” I det jeg skulle til at klaske ham en lussing greb han fat i min hånd, og med alt hans kræft hæv han mig ned til ham. Hele min krop var lam.
Han begyndte at tage mit tøj af. Jeg skreg, skreg alt hvad kunne. Jeg kunne ingen ting høre. Det hele frøs og i det sekund, tog jeg rebet ved siden af sofaen og prøvede med alle mine kræfter at komme ned til hans hals. Han strittede imod. Men det stoppede mig ikke. Jeg var så indebrændt, så gal. Jeg kiggede den mand jeg engang havde kaldt min far, den mand der faktisk ikke var en mand, men et monster. Jeg kiggede ham dybt i øjnene. Han hev efter vejret. Jeg kunne næsten ikke mere. Mine tynde arme kunne ikke holde ham tilbage. Men jeg var nødt til det, hvis han kom godt fra det her, jeg kunne ikke holde ud at tænke på hvad der ville ske.
Men alligevel, hvad er det værd at leve? 
Han spjættede tre gange. Hans tykke tunge krop blev slap, hans øjne blev himmelvendte og han træk ikke vejret mere. Den mand der havde brugt mig i så mange år, kunne ikke gøre det mere.
Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre.
Løb op af trappen, tog en hættetrøje, penge, billedet af min mor.
Brevet, jeg måtte for gudskyld ikke glemme brevet. Puttede det ned i min lomme og løb.
Jeg kiggede flere gange bag ud. På mit barndoms hjem, det var ikke længere et hjem, men et fængsel.
Den legeplads jeg plejede at lege på, var væk. Alting var væk. Jeg var væk.
Det eneste jeg vidste, var at jeg skulle ind til byen. Ind til Chris.     
Skoven omkring mig, mine forvirrede øjne flakker overalt. Det er som om jeg er i en hel ny verden, alt er nyt. Sådan burde det jo ikke være.

Det var koldt om natten, jeg kan tydeligt huske da jeg kom fra land til by, wow det var fascinerende. Alting var nyt. Tænk at der fandtes så smukke mennesker. Selvom jeg levede på gaden, tænkte jeg slet ikke på ham. Kun hvis jeg så en tyk mand med en lille pige i hånden. Alle havde nogen. Men alligevel havde jeg ingen ting at vende hen til, ingen mennesker ville se på mig. Jeg følte mig som et dyr. De høje huse forvirrede mig. Men de var smukke. På en eller anden måde tiltalte de mig helt vildt. Jeg måtte der op en dag! Alle folk havde et eller andet sted de skulle hen, alle havde et liv, alle kendte nogle. Ingen kendte mig. Som dagene gik følte jeg mig mere og mere tom. Jeg var sulten. Sulten efter mad, sulten efter mennesker at tale med, sulten efter kærlighed og omsorg. Det regnede. Alting var vådt. Butikkerne hev det våde tøj ind i butikken. Menneskerne forsvandt fra gaderne, Kun få personer pegede efter en taxa med deres takser, jakker eller bare en hætte for at dække fra regnen. Jeg elskede når det regnede. Jeg følte mig ren, nogen gange stod jeg bare på fortovet og nød de kolde dråber falde tungt på min tynde hud. Da jeg stod der og nød regnen, nød at det var så bidende koldt, og at jeg kun koncentrerede mig om at holde varmen, alt andet var lige meget. Jeg kunne mærke en prikken på min skulder. Første troede jeg bare at det var dråber, men efter den samme prikken blev ved vendte jeg mig om. Den smukkeste mand var lige foran mig. Jeg tror aldrig at jeg har set noget lignende. Alt forlod mig i det sekund vi ramte hinandens øjne. Alt var tørt. Det var som om der aldrig var sket mig noget. Alting var lige pludselig i farver. Han lyste op. “Hey, jeg hedder Johannes. Jeg har set dig et par gange her på gaden. Kunne du tænke dig at komme hjem til mig, jeg bor ikke så langt herfra. Altså du skal ikke være bange, du ligner bare en der har brug for lidt husly.” sagde han og smilte bredt til mig. Jeg havde egentligt bare lyst til at sige ja, bare skrige ja og gå med ham hjem. Han så fredelig og venlig ud. Men noget inde i mig sagde at det var forkert. Jeg rakte mine tynde hånd frem og prøvede at få et Anja ud af min mund. Men jeg frøs så meget at jeg ikke kunne sige et ord.”Kom nu, jeg er ikke farlig – jeg tror stadig at min lille bror er hjemme hos mig” Han tog min hånd og hev mig med.
Jeg var så lykkelig over at der endelig var en der snakkede til mig. Jeg fulgte efter ham, som om jeg var en eller anden hund. En blanding af frygt og glæde. Jeg har aldrig helt oplevet at nogen ligefrem har givet mig venlighed. Jeg var blødt op. Han boede vildt hyggeligt. Mange billeder af ham og hans familie, han havde også mange billeder med Jesus. Han havde fine brune bløde krøller, smukke brune øjne. hver gang han smilte eller grinte, fik han små smilehuller i kinderne.
Han var fin.
Sæbede min tynde krop ind. jeg duftede for første gang i mange år duftede jeg virkeligt. jeg følte mig helt ren, både indvendig og udvendig. Jeg tror aldrig nogensinde at jeg har nydt en varm bruser så meget før. Der pjaskede varmt blødt vand ned på mig. Lige da jeg stod der i al dampen, indså jeg at jeg virkeligt kunne få et godt liv. Et liv uden frygt. Et liv med kærlighed og omsorg.
På en eller anden måde følte jeg mig tryg hos Johannes. Vi fik så småt en hver dag op at køre. Han vidste ikke noget om Ham, men han vidste godt at der var noget med mig, ikke fordi jeg havde fortalt det, men han kunne bare mærke det. Johannes fik mig til at føle mig noget værd. Han spurgte altid om min mening. Han sagde at jeg var smuk, altså jeg havde taget 5 kilo på. jeg ville gerne tage 5 mere på, hvis ikke mere. Jeg havde også mødt hans familie. åh, de var søde. De tog så godt i mod mig. Hans venner var også rare. De så ikke skævt til mig, de behandlede mig som om jeg var ganske normal. Altså det var jeg vel også ude på. Bare ikke helt inden i.

“ANJA!….. Anja, er du okay?” Jeg vågnede med et sæt. Johannes lige foran mig. Fjernsynet kørte i baggrunden. Mine fingre rystede.
“Hvad er der sket?” Jeg kiggede forvirret på Johannes.”Nyheds reporteren fortalte om hende den lille pige, der var blevet voldtaget af hendes far, ikke så langt herfra. Og lige pludselig lå du på gulvet” Han tog min hånd og klemte den.
Tom for ord.
Jeg begyndte at snakke. Jeg vidste ikke engang hvad jeg selv sagde. Han lyttede forstående.
Han græd. Jeg græd.
Han forstod mig nu. Vores hænder var fundet sammen, og vores læber rørte næsten hinanden. Det sidste åndedrag og vi kyssede. Vi kyssede som om vi aldrig ville give slip. Han holdte mig tæt. Jeg følte mig ikke som en dukke, ikke en der kunne leges med. ikke en brugt boksepude. Hans forsigtige hænder rørte min krop. Det var anderledes. Meget anderledes. Jeg følte ren kærlighed. Når jeg kiggede på ham kunne jeg mærke det i hans blik. Han så ikke på mig som et objekt, men som et menneske med meninger og ret til at sige fra.

Morgenmad på sengen. Røræg, ristet rugbrød med pesto og et glas smoothie. En rose i et lille glas og en lille seddel. ”Godmorgen smukke Anja. Jeg håber du har sovet godt. Jeg skulle skynde mig på arbejde. Ved ikke helt endnu hvornår jeg kommer hjem. Men vi ses nok senere.  – Johannes.”
 Lagde seddel tilbage og satte maden til side. Jeg var træt. Jeg var glad. Og endelig mæt. Mæt af kærlighed og omsorg. Jeg følte endelig at jeg var et rigtigt menneske. Jeg kunne endelig sige hvem Anja egentligt var.
Jeg havde lavet lækkert aftensmad, levende lys, to glas rødvin og noget dejligt musik. Jeg havde næsten drukket alt rødvinen da Johannes kom brasende ind af døren. Klokken var 3 minutter over 22. ”Hvor har du været hele aftnen?” Jeg kiggede på ham, prøvede at fokusere, men jeg var lidt omtumlet. ”Eh.. Nogen af drengene fra kontoret spurgte om jeg ikke ville med ud og spise. Er ked af at jeg ikke lige skrev eller ringede. Men jeg er virkelig træt så jeg tror at jeg går i seng”
Han smed tasken og gik ind i soveværelset.
Jakken varmede mig. Det var stjerneklart. Vinden var lidt kold men det var egentligt ret dejligt.
Jeg tænkte tilbage på mit liv. Forfærdeligt. Jeg havde ikke tænkt på ham i lang tid. Men lige pludseligt kom alt tilbage. Det løb ned af kinderne på mig. Jeg havde lyst til at skrige. Men jeg kunne ikke få nogen ord ud. Sad bare og græd. Jeg følte mig alene. Jeg havde ikke engang lyst til at gå op til Johannes. Han havde været så fjern på det seneste.
Men jeg havde virkelig ikke lyst til at klage, for min far var jo ude af mit liv. Men der var bare noget der ikke stemte.
Jeg gik op af den snævre mørke brune trappe.
Han var foran mig, min far var lige foran mig. Hvordan kunne han det? Jeg skreg.
Johannes kom ud. ”Hvad sker der Anja?” kunne han ikke se ham? ”han står lige der” jeg rystede. Følte ikke at jeg kunne bevæge mig. ”Johannes, min far står lige bag ved dig” jeg skreg igen. Han kom tættere og tættere på. Han tog ud efter mig. Jeg faldt halvt ned og trappen. ”Hvad sker der Anja? Der er jo ikke nogen.” Jeg kunne ikke forstå det, han var lige foran mig.
Jeg vendte mig om og løb. Så hurtigt mine ben kunne bevæge sig. Ligesom den gang jeg stak af fra ham. Den gang jeg kvalte ham. Jeg kvalte min egen far? Hvad for et menneske var jeg. Uden at tænke over det stoppede jeg med at løbe, da jeg var nået det højhus jeg altid havde drømt om at komme op på toppen. Jeg kunne næsten ikke se noget for bare tåre i mine øjne. Jeg havde gåsehud. Hvert tredje minut kiggede jeg mig selv over skulderen, han var der ikke mere.
Mine øjne flakkede.