Efterskole med kreative fag

Det handler ikke om at finde det rigtige facit, men om at du kan udfolde dit kunstneriske potentiale – for eksempel indenfor tegning, læderarbejde, smykker, tekstildesign og andre kreative genrer. Undervisningen er tilrettelagt således, at du først lærer de grundlæggende teknikker og derefter får mulighed for at fordybe dig.  Glæden ved at skabe det unikke og specielle er en stor oplevelse.

Vælger du at arbejde med læder, vil du opleve, at vi starter med enkle ting såsom bælter og armbånd. Du bliver hurtigt fortrolig med arbejdsprocesser som mønsterfremstilling, udskæring, farvning, prægning, syning og efterbehandling. Efterhånden som du mestrer de forskellige teknikker, kan du fremstille større ting, som fx punge, tasker og bogomslag.

Synes du smykkedesign lyder spændende? Du kan selv skabe dine egne kreative designs. Materialerne spænder vidt. Du kan vælge mellem sølv, bronze, kobber, sten, perler, læder, skind, fjer og meget mere. Så det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Men vær opmærksom på, at arbejder du med sølv, skal du selv betale materialerne. Bliver du fuldstændig bidt af smykkefremstilling, så kan du vælge smykkedesign som selvstændigt valgvalg.

Som forberedelse til skituren i Norge kan du fremstille forskellige accessories, som du kan få brug for til dit skiudstyr. Det kan være alt lige fra huer, halstørklæder til ski-gamacher. I tekstildesign har du også muligheder for at fremstille spændende brugskunst til at give dit værelse et mere personligt og hyggeligt udtryk – eksempelvis puder. Er garderoben i øvrigt blevet for kedelig, så kan du pifte din t-shirt op med alt lige fra et lækkert paillettebroderi til et sejt tryk med Manchester Uniteds logo.

Vi kunne blive ved i en uendelighed og fortælle om alle de spændende ting, det er muligt at skabe i kreativt projekt, men du skal også have noget at glæde dig til. Men du kan kun glæde dig til faget, hvis du vælger tysk eller fysik fra – det er nemlig forudsætningen for at vælge kreativt projekt til.

Kreativlærere

Hanne CarstensHanne Carstens, lærer
Underviser i kreative fag. Jeg er vild med at skabe unika ting og på skolen arbejder jeg mest med design af tøj og smykker. Jeg varetager også vejledning af eleverne i forbindelse med ansøgning til valg af ungdomsuddannelse.