Efterskole kor og samlinger

Hver dag efter formiddagspausen samles alle eleverne i vores foredragssal. Formiddagssamlingen varer tyve minutter og indledes altid med en sang. Samlingerne er meget forskellige. Nogle gange er det en lærer, der holder samlingen, andre gange er det skolens forstander. En gang imellem er der også elever, som beder om ordet, fordi de har lyst til at fortælle alle andre om noget, som har betydning for dem. Og det er netop det, der er udgangspunktet for formiddagssamlingerne. At fortælle om noget, der betyder noget for én. Det handler om at give noget af sig selv – at inspirere og fortælle.

Og vi har været vidt omkring i årenes løb. Det er blevet fortalt om vandreture i Tanzania, om nødhjælpsarbejde i Sydafrika, om ’Det arabiske forår’, om James Bond, om Dirch Passer, om at være ansat i Harald Nyborg, om borgerkrigen i Ukraine, om Titanic, om –ismer, om musik, teater fodbold og meget, meget mere.

Hvad du får at høre i løbet af skoleåret, hvis du starter som elev på NÅE, er ikke til at forudsige – det må du selv komme og opleve.

Vi starter altid samlingen med en sang. Det kan være en årstidssang, kulturel sang eller det nyeste hit fra radioen. Dét, at synge er en enorm vigtig del af vores fællesskab, og lige meget om en samling er om formiddagen eller enkelte gange om eftermiddagen, så er sangbogen altid med. Ligeledes, er sangbøger med på de større ture ud af huset. Lærerne vil også til større arrangementer på skolen som regel give et nummer eller to.

Vi synes, det er vigtigt vores elever mærker den samlende egenskab som korsang har på et fællesskab. Vores elever vil selvfølgelig lære de mest populære efterskolesange, men også mange andre sange som er vigtige for vores Danske kultur og historie. Populære sange som eleverne helt sikkert vil komme til at synge er fx ” Gi’ Os Lyset Tilbage”, ”Livstræet”, ”Kære Linedanser”. Vi har også sange og melodier til forskellige lejligheder. Vi har blandt andet vores egen Norge-sang, når vi skal på skitur. Vi synger også en ganske særlig fødselsdagssang, når elever eller ansatte har fødselsdag. Den kommer vi selvfølgelig til at synge en del gange.

Vi samles også og øver korsange, som i starten af året er med til at samle vores flok til et stort fællesskab. Det er fedt for et elevhold at have nogle sange, som de bare kan udenad. De sange, der altid kan synges, hvor end elevflokken er. Et elevhold har derfor også en årssang som er deres sang. Det er en sang som musiklærerne på skolen enten skriver selv eller finder frem fra sangbøger.

Specielt, når året er ved at være omme vil eleverne mærke den meget stærke følelse af synge sange sammen. Det giver en ubeskrivelig fællesskabsfølelse og årssangen er som regel det sidste nummer som eleverne kommer til at synge som samlet flok.