Kreativ efterskole – kunst efterskole

På vores kreative efterskole vil du mærke, hvordan man kan blive helt opslugt af den kreative proces, og hvordan man gennem håndens arbejde bliver begejstret og får åbnet op for hidtil ukendte kanaler! Om du er begynder, eller du allerede har arbejdet med billedkunst og håndværk, så er der altid nyt at lære og nyt at opleve. Sammen med andre får vi nemlig hele tiden nye idéer. Vi tager udgangspunkt i hinanden, fortiden, samtiden og livet omkring os. Vi laver kunst af lidt af hvert såsom: smykker, læder, skulpturer, collager, syning, masker, grafik, ler, filt, tegning m.m.

Kendetegnende for alle de kreative fag er, at vi selv er udøvende og derigennem opnår kendskab til forskellige metoder, teknikker samt de begrænsninger og muligheder, som de enkelte materialer indeholder. Derudover forholder vi os til andres værker. På de forskellige linjer kan der forekomme museumsbesøg og udstilling af egne værker, enten her hos os selv eller ude af huset.

Akvarel på en kreativ efterskole

– Eller nok bedre kendt som vandfarver, åbner mulighed for sanselige og smukke malerier, der oftest bliver bedst, når man maler dem færdige på et par timer.

Vi stifter bekendtskab med forskellige teknikker – f.eks. vådt i vådt, afdækning og lag på lag. Alt afhængigt af vejr og humør kan vi tage ud i naturen og male, eller lade os inspirere af stilleben, postkort, musik og fantasien.

Akryl og sampling på lærred

Vi arbejder med både abstrakte og figurative motiver. Du får undervisning i farvelære og komposition. Hvordan opnås en balance i et maleri? Hvilken indflydelse har farverne på billedets udtryk? Du lærer at lasere, spartle, male med pensel, klude og fingre. Teknikken ”sampling” giver utallige muligheder for at overføre fotos, tekst og egne tegninger til lærredet. At skabe et maleri er en meget personlig proces, og undervisningen vil derfor være meget differentieret og målrettet den enkelte elevs udgangspunkt.

Hvis du går i stå, kan faste rammer ind i mellem være gode til at fremprovokere inspirationen, og du kan blive udfordret med benspænd, hvor du fx kun må male med store pensler og spartel og i bestemte farver. Andre gange ved du præcist, hvad du vil med dit maleri og har kun brug for vejledning under din kreative proces.

Vi kan også finde på at lade forløbene være inspireret af forskellige kunstperioder – fx Pop Art, impressionismen, en bestemt kunstner eller en kultur.

Tegning

Enten et kursus fra bunden, hvor du lærer, at tegning handler om at se rigtigt på tingene, og at det kan indøves på forskellige måder.

Eller vi går direkte på og tegner med kul, blyant eller pen – enkle redskaber med stor virkning. Afhængigt af forløbets varighed kan perspektivtegning være en del af kurset, men også hurtigtegning, croquis, skitser i naturen eller detaljetegning kan være elementer i et tegneforløb.

Andre gange har tegneundervisningen et tema: portrættegning, kroppen eller noget helt tredje.

Grafisk tryk – fremstilling af efterskole kunst

På skolen har vi en lille grafikpresse, som giver os mulighed for at prøve kræfter med denne spændende del af billedkunsten. Vi arbejder med linoleumstryk, monotypier, polyplastskum og raderinger. Raderingen giver rige muligheder for at din streg får helt nyt liv og hele trykkeprocessen er en fantastisk spændende proces.

Installations- og genbrugskunst/DIY

Papkasser, hønsenet, gamle cd´er, gips og så en tur på genbrugspladsen – det er guf for installationskunstneren, hvor
det i høj grad gælder om at få gang i tanke og udtryk. Der klippes og saves, hamres og bankes og det hele sættes sammen – og så om igen, indtil det helt rigtige kunstværk pludselig er der. Ofte med et godt grin eller en eftertanke til beskueren. At lave kunst er fedt!

Når man brænder for det kreative er det en kæmpe fordel, når man går på en kreativ efterskole, for her er det ikke bare i undervisningen, man kan få lov til at udtrykke sig – vores værksteder står også åbne om aftenen.

I genbrugskunst/DIY er dine idéer og det muliges kunst udgangspunktet. Kan vi skabe noget smukt og brugbart af andres skrammel? Kan en gammel palle få nyt liv som hylde eller sofabord?

Ler og skulptur

På skolen har vi både en almindelig keramikovn og en rakuovn. Du får indblik i lerets mange muligheder og dets begrænsninger. Du vil stifte bekendtskab med både plade- og pølseteknik. Rakuteknikken er en fantastisk spændende teknik og proces, og du får mulighed for at lave rigtig mange smukke genstande. Du kommer måske selv til at blande spændende rakuglasurer – og hvem ved, måske får du lyst til at prøve at bruge fjer eller hestehår på dit produkt. Mulighederne er mange.

Ud over at arbejde skulpturelt med ler arbejder vi også med fx ostevoks og gips.

Underviser i kreative fag

Karen Luise HagelsøKaren Luise Hagelsø, Lærer
Underviser i kreativ linie, dansk og tysk. Karen Luise har siden 2005 malet og udstillet egne værker. Nogle af værkerne kan ses på hendes hjemmeside: www.karenluise.dk
Louise Bering BauerLouise Bering Bauer, lærer
Underviser i kreativ linie, psykologi og engelsk. Louise kigger til de syge hver formiddag og sørger for at de har det godt. Derudover sørger hun for i samarbejde med pedellerne at skolen er pæn og i udvikling både inde og ude.

Læs om næste liniefag – filosofi