Musikefterskole

Musik fylder meget i hverdagen på en musikefterskole. Om man kan spille selv eller ej er underordnet. Man kommer ikke uden om det. Enten kommer der musik fra opholdsstuen, hvor enten anlægget kører, eller eleverne sidder med guitaren og synger til, eller der kommer musik fra værelserne eller fra salen, hvor eleverne er i fuld gang med at dyrke sport. Musik er overalt. Der findes altid den rette musik til det rette øjeblik.

Sammenspil på Nørre Åby Efterskole

Det vigtigste ved musikundervisningen på vores musikefterskole er lysten til at spille. Så længe den er til stede sammen med glæden og modet, kan det ikke gå helt galt. Men det er også vigtigt at være bevidst om, at det gode produkt ikke kommer uden en lang og til tider frustrerende proces, som ender med at være det hele værd.

Et af målene i musik er at optræde bl.a. på skolen til festlige arrangementer, på den årlige Vesterdal festival, til årets musikteater mm. Hellere optræde med nogle få gennemarbejdede numre end med en masse få, som ikke fungerer. Dermed ikke sagt, at produktet er det vigtigste. Hvis processen ikke har været givende, bliver produktet ikke godt.

I processen er det ikke nødvendigvis sammenspil, der er i fokus hele tiden. For det er netop det at spille sammen, der er vigtigt. Hvis det ikke fungerer, må man benytte andre metoder. Rytmelære kan fx være et middel til et bedre sammenspil, omvendt kan sammenspil også være midlet til at forstå rytmelære.

Vi har alle hver vores baggrund og derfor også hver vores musikalske bagage. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt et fælles musiksprog, hvis sammenspillet skal fungere.

Sammenspil for erfarne og begyndere

Når man har erfaring i et musiklokale og har spillet sit instrument i nogle år, er det vigtigt, at man spiller sammen med nogen, som også har erfaring. Det er ikke sjovt at spille sammen, når man er på meget forskellige niveauer. Heller ikke for begynderne. Der er ikke noget værre end at føle, at alle sidder og venter på en, og man er grunden til, at man ikke kommer videre. Derfor er der både en periode, hvor det kun er erfarne, som kan være med på holdet og en periode, hvor det kun er begyndere, der kan være med på holdet. Dog er det vigtigt, at vi formår at skabe et fælles musiksprog, for det er et af de værktøjer, som kan gøre,at både den erfarne guitarist og den nyopstartede trommeslager kan få noget ud af en fælles undervisning.

Musikteater på musikefterskole

Hvert år skal vi i samarbejde med drama og dans lave vores eget musikteater. Det er et stykke, som vi laver selv.

Vesterdal festival

Sammen med seks andre efterskole skal vi ud og optræde på den årlige Vesterdal Festival, hvor der er tre scener af forskellig størrelse, professionelle lydfolk og en masse boder. Du kan høre The Red Pandas koncertoptagelse fra Vesterdal.

Indspilning

Det er oplagt for musikeleverne i løbet af skoleåret at gennemgå den proces, det er at indspille deres musik. Det flytter eleverne fagligt, giver dem lyst til at spille yderligere og er sjovt.

Når vi hører et stykke musik, har vi meget ofte nogle minder og følelser, som vi forbinder med det. Et af målene med et år på musikefterskole er, at man skal få en masse minder ud af det – også mange musikalske minder. Det er en af grundene til, at vi hvert år skal indspille nogle sange, som har haft betydning for netop jeres efterskoleår. Vi bruger Pro Tools på vores iMacs til indspilning af musikken.

Vi kan følges på Spotify, hvor vi lægger vores musik op. Her er et eksempel på noget af det vi har lagt op:

Begynderguitar

Hvert år har vi en periode på et par måneder, hvor man kan få undervisning i begynderguitar. Man behøver ikke at kunne spille noget overhovedet. Vi starter helt fra bunden.

Undervisere på musiklinien

Anders DirksenAnders Dirksen, lærer
Underviser i engelsk og musik. Han har har spillet guitar i over 20 år og spillet i flere forskellige bands - både kopimusik og egne numre. Derudover elsker han at filosofere over livets små og store finurligheder.
Charlotte Maria BergCharlotte Maria Højgaard
Underviser i dansk, tysk og musik. I musikfagene underviser hun primært i forløb med fokus på begyndere - heraf bl.a. i guitarundervisning og sammenspil for begyndere.

 

Læs om næste liniefag – drama og teater