Psykologi efterskole

Helt overordnet handler psykologi om læren om menneskers adfærd og de psykiske processer, der ligger bag disse handlinger.  – En umiddelbart lidt langhåret affære, men i valgfaget psykologi prøver vi at gøre de psykologiske processer mere spiselige ved bl.a. at lave praktiske forsøg og tage udgangspunkt i undrende og lavpraktiske spørgsmål som fx:

  • Hvorfor prutter og bøvser vi ikke til et middagsselskab?
  • Hvordan kan autoriteter være så magtfulde?
  • Hvordan opstår gruppepres?
  • Hvorfor husker vi duften i farmors hus, men ikke hvad vi fik til middag i sidste uge?
  • Hvorfor lyver folk? – Og kan vi afsløre dem?
  • Hvilken betydning har det, om man er vokset op i en tryg familie eller i et hjem med misbrug og omsorgssvigt?

Spørgsmålene er mange, og vi kommer omkring en bred vifte af psykologiske emner. I fællesskab plukker vi de emner ud, som I finder mest interessante og bygger videre på disse. Undervisningen er en blanding af psykologiske forsøg, diskussioner på klassen, lærer- og elevoplæg, interessante film/dokumentarer og projektarbejde.  Fx får I nogle værktøjer til at læse ”løgnens sprog”, træne jeres hukommelse, gå på opdagelse i jeres drømme, blive klogere på hjernens opbygning, se nærmere på den menneskelige kommunikation og meget mere.

Ind i mellem får vi besøg udefra eller tager selv på ekskursion. Fx har vi haft en ung kvinde ude at fortælle sin bevægende og personlige historie om, hvordan det er at vokse op i et alkoholiseret og voldeligt hjem – og hvordan man kommer ud på den anden side som et ”helt” menneske.

Faget rummer utrolig mange forskellige aspekter, så hvis man interesserer sig for menneskets underfundige psykologi og er nysgerrig på hvorfor vi er som vi er, så vælg psykologi!

Udpluk af tidligere emner:

  • Gruppepsykologi & kommunikation
  • Autoriter – Milgrams eksperiment
  • Freud, Ægget & Psykoanalysen
  • Social arv/omsorgssvigt – dokumentaren: ” Er du mors lille dreng?”
  • Hukommelse, vidneudsagn og falske erindringer
  • Løgnens sprog
  • Hjernens opbygning – forskelle på piger og drenge
  • Psykiske sygdomme
  • Kendte psykologiske retninger
  • Drømmetydning

Undervisere i psykologi

Louise Bering BauerLouise Bering Bauer, lærer
Underviser i kreativ linie, psykologi og engelsk. Louise kigger til de syge hver formiddag og sørger for at de har det godt. Derudover sørger hun for i samarbejde med pedellerne at skolen er pæn og i udvikling både inde og ude.
 Matilde Klarskov LarsenMatilde Klarskov Larsen, lærer
Underviser i dansk, tysk og kristendomskundskab. Har liniefagene friluftsluftliv, psykologi, dykning og danmarksindsamlingen. Bruger en stor del af sin fritid på sine heste.