Kontaktlærer – kontaktgruppe

Som elev på Nørre Åby Efterskole bliver du tildelt en lærer som kaldes din kontaktlærer. Du kommer med i en gruppe med cirka 8-9 elever fordelt mellem drenge og piger på tværs af klasser, årgange og værelser. Det er din kontaktgruppe. På første skoledag er det netop kontaktgruppen man samles i som det allerførste.

I denne lille gruppe har du mulighed for at blive tryg, og her kan man danne venskaber på tværs og knytte bånd.

I den første tid på skolen, er du meget sammen med din kontaktgruppe, og du lærer dem rigtig godt at kende. Din kontaktlærer vil være meget sammen med jer, og det er ham eller hende, som du skal bruge, hvis du har spørgsmål, evt. af mere personlig karakter eller problemer, som du har brug for hjælp til, at løse. Det er ham eller hende, som er primær kontakt mellem skolen, dig og hjemmet. Kontaktlæreren formulerer desuden en midtvejs- og slutudtalelse, som sendes til hjemmet ved jul og uddeles sidste skoledag sammen med prøvebeviset.

I de første par uger af skoleåret er der arrangeret en kontaktgruppetur. Det kan være en hyttetur til en nærliggende campingplads, et område ved standen eller måske hjem til din kontaktlærers privatadresse eller lign. Her har I to dage sammen, hvor I hygger jer, og lærer hinanden endnu bedre at kende.

I dagligdagen mødes du også med din gruppe. Hver gang din kontakgruppelærer har vagt, skal I som gruppe hjælpe til i køkkenet. Det kan være med at tilberede aftensmad eller sætte aftenforfriskning frem. Én aften i løbet af året skal I som gruppe være med til at arrangere en fællesaften, hvor alle de andre elever skal være med. I skal desuden tilrettelægge en weekend for de øvrige elever, hvor I har planlagt et program, som I selv har fundet frem til. Det er helt op til jer og kontaktgruppelæreren, hvad indholdet skal bestå af.

Her er en lille film som Mads’ kontaktgruppe lavede da vi for mange år siden var ramt af lockout. Der blev lavet en film til hver lærer som du alle kan se på vores YouTube kanal.