Kunne du tænke dig at designe dine egne smykker, så er linjen design, lige noget for dig!


Når noget bliver til. Sådan kan vi bedst beskrive design. Vi starter med en ide og slutter af med det færdige resultat. På dette linjefag designer vi primært smykker af sølv.

Smykkedesign


På smykkedesign er det dig selv, der sætter grænsen. Eller din kreativitet og dit potentiale. Lad dig fange af trends i tiden og inspirere af designs fra de store brands. Pluk ideerne udefra og lad dem komme til udtryk i dit eget arbejde.

Som smykkedesigner har du brug for at mestre de grundlæggende teknikker. Dem lærer du hos os. Det gør dig i stand til at fremstille dine helt egne smykker. Her taler vi altså om teknikker som: save ringe ud til kæder, støbe brocher, lave fingerringe (for eksempel med perler og diamanter) eller udforme øreringe. Med dit design. Din signatur.

Smykkeværkstedet er ikke et pussenusseområde. Det er et værksted. Med lyden fra boremaskinens snurren, hammerens slag i metallet og selvfølgelig en hyggelig småsnakken. Vi arbejder med mange forskellige materialer, blandt andet sølv, bronze, kobber, sten, perler, læder, skind og fjer (sølv er dyrt, så det skal du selv betale for).

Smykkedesign er bestemt ikke kun for piger (hvis du gik og troede det). Hvert år vælger mange drenge at gå på smykkeholdet for at designe og lave fede kæder og ringe – til dem selv eller til gaver.

Vi oplever en større og større interesse for at designe smykker. Derfor kan vi ikke garantere ,at man kan have faget mere end i en periode (et kvartal), som ikke er muligt at vælge på forhånd.