Er du vild med natur, samarbejde og fysiske udfordringer? Så er friluftsliv og dykning dit linjefag.


Måske drømmer du om at blive jægersoldat? Mindre kan altså også gøre det. Friluftsliv og dykning er linjefag, hvor du kan prøve kræfter med naturen, udfordre dig selv og blive endnu bedre til at samarbejde.

Naturen har ringet - og spørger, om du vil lege?


Samarbejde og leg er nøgleordet. Om du er nede på 15 meters dybde med din lufttank på ryggen eller kravler kun med reb oppe i en trækrone sikret af en af dine kammerater. Du vil opleve, hvor meget du kan præstere med hjælp fra dine kammerater. Alt hvad det kræver er god kommunikation, tillid og samarbejde. Dette linjefag er delt op i forløb med henholdsvis friluftsliv og dykning.

Friluftsliv og adventure


Hvis du er vild med at bruge din krop i naturen og for eksempel klatre højt oppe i trækronerne, vandre med GPS, gennemføre forhindringsbaner og overnatte under åben himmel, er friluftsliv og adventure noget for dig.

Du vil blive sat på en prøve. Både fysisk og psykisk. Og du vil komme til at udvikle dig sammen med resten af holdet. Det kræver god kommunikation, tillid og koncentration. Og det er uanset om du hænger 15 meter oppe i et træ, eller du skal tilberede et gourmetmåltid på bål.

Dykning


Det er bare en helt anden verden. Altså nede under vandet. Sammen med dykkerfirmaet Kingfish har vi lavet en dykkerlinje på efterskolen. For at give dig muligheden for at opleve, hvad det vil sige at trække vejret under vand og blive ét med naturen.

Du kan gennemføre PADI’s grundkursus og få et internationalt certifikat. Med dette certifikat kan du købe og leje dykkerudstyr, dykke fra charterbåde og på dykkercentre samt dykke uden instruktør. I hele verden.

Du kan hilse din mor og sige, at vi ikke tager let på det med sikkerheden


Undervisningen er opdelt i tre dele: teori, øvelser i svømmebassin og fire dyk i åbent vand. Vi tager med andre ord først ud på åbent vand, når vi er helt klar til det. Og vi har hele tiden en godkendt PADI dykkerinstruktør med os. Du lærer at mestre alt det, der kræves af en dykker. Det eneste, vi kræver, er, at du er i okay fysisk form, og at du kan klare en helbredserklæring.

Dykning koster 3.000 kr. i egenbetaling.