Karatehallen

Hun løftede sin venstre arm op og blokerede sparket. Han slog ud efter hende igen. Hun greb armen, gav den et stød og vred den rundt, mens hun hurtigt slyngede sit højre ben langs gulvet. Hun ramte ham på anklen, og fødderne blev revet væk under ham. Hun udførte et hurtigt albueslag i brystet på ham mens han var i luften, for at sikre sig at han faldt med ryggen mod gulvet. Dunk. Han landede på madrassen.

Hun stak hånden ned for at hjælpe ham op. Han tog imod og kom på benene igen. Hallen var trist og grå. Det var en søndag eftermiddag, med et typisk efterårsvejr; gråt, koldt og regnende. ”Skal vi prøve en gang til?” Spurgte hun. ”Desværre, øhh, jeg skal ned og hente min søn.” Sagde han fortviv­let, tog sine ting og skyndte sig ud i omklædningsrummet. Tilbage stod vores hovedperson og måbede. Hendes navn var Nina, men hun blev kaldt for Ninja af sine karatevenner. Hun lignede en i starten af 30’erne. Hun var middelhøj, tynd og havde langt sort hår. Karatetimen var slut.

Samlebåndet

Det var blevet mandag formiddag igen. Ninja sad ved samlebåndet og sorterede metal. Hun befandt sig i et kæmpe stort bygningsværk, fyldt med maskiner og samlebånd. Det larmede fra alle tænkelige sider: Metal der rislede ned i bakker, maskiner der arbejdede med metal, og små trucks der fræsede rundt. Mens hendes hænder arbejdede automatisk, sad hun i sine egne tanker. Hun gad ikke arbejde her længere. Hun havde ingen gode venner her og hendes løn var sølle. Hun orkede ikke at arbejde resten af ugen. Derfor gik hun hen til chefens kontor og bankede på.

”Kom ind!” Sagde han muggent. Hun trådte ind af døren. Chefen sad bag sit skrivebord. Han var en lille overvægtig mand, med kort gråsort hår. Han havde skægstubbe, og en mund- og næseregion der var usandsynligt stor. ”Hej, jeg har længe – ” Begyndte hun, men blev afbrudt. ”Hvad vil du?” Spurgte han irriteret. ”Jeg vil gerne sige op.” Sagde hun. Der blev stille. Chefen smålo hånligt. ”Nej du vil ikke. Du har en søn og et hus derhjemme du skal betale for. Din mand er psykopat og er i spjældet på grund af dig. Gå nu tilbage til din plads, lav dit arbejde og lad mig være i fred.” Sagde han, og vendte tilbage til sit papirarbejde. ”Hvad så med en lønforhøjelse?” Spurgte hun. ”Du kan tage et ekstra stykke frugt i pausen.” Svarede han, med hovedet nede i sine papirer. Ninja gik tilbage til sin plads og arbejdede til dagen var slut.

Søn

Det var blevet eftermiddag. Udenfor var der koldt og gråt. Solens lys var dæmpet af den grå himmel. Blæstens susen var så høj at man skulle tro at den store stykke ulv var i gang med at vælte huset omkuld. Ninja havde lige været over i børnehaven for at hente sin søn. De var nu kommet hjem. De boede i et lille parcelhus i et boligkvarter. Da Ninja ikke havde nogen bil kom hun omkring på cykel. Turen havde fået dem til at fryse. Hun lavede en kop kaffe til sig selv og en kop kakao til sin søn. De gik ind i stuen for at se fjernsyn.

Sønnen sad og var opslugt af en tegneserie da forbindelsen begyndte at svigte. Det var helt sikkert på grund af blæsten. Skærmen blev korngrå og udsendte en kradsende lyd, indtil den til sidst kortsluttede. Ninja gik hen til Tv’et for at prøve at fikse det. Hun fik det til at vise et sløret billede. Hun nåede dog ikke mere, før hun pludseligt hørte et vindsus der var højere end de andre, efterfulgt af en høj vragende lyd. Det var ikke langt væk.

Hun kiggede ud ad vinduet, og så at taget var faldet af huset og ind til naboen. Ikke bare en tagsten eller to, men hele fundamentet. Det lå nu spredt ud over hans have. Der var en blanding af tagsten, ødelagt trækonstruktion, tagrende, og adskillelige af hendes ejendele fra hendes loft. Hun skyndte sig ud for at rydde det op, men da hun kom ud indså hun at det ville tage meget lang tid. Hun ville i hvert fald ikke kunne nå det i dag, så hun gav op for nu.

Wulfen

Det var en tidlig tirsdag morgen. Solen var lige stået op. En mand kom løbende hen til 9 mænd, der stod i en garage. De var alle iført hvidt karatetøj med det sorte bælte. De havde ventet på ham. Manden, der var kendt som Wulfen, var høj, bred og muskuløs, med kort mørkt hår, som taget ud af en Tekken figur. Det var Ninjas eksmand. De mødtes første gang i en karateturnering, hvor Wulfen slog Ninja i en finalekamp. De kom senere sammen, men det blev ødelagt da Ninja fandt ud af at Wulfen havde dræbt en mand fra karateklubben, som Ninja havde snakket meget med på det sidste. Wulfen truede med at dræbe deres søn hvis Ninja fortalte politiet det. Trods konstant overvågning af Wulfen, lykkedes det Ninja at fortælle det til politiet som fik Wulfen anholdt.

Men nu var Wulfen tilbage. Han var undsluppet fra fængslet. Og han ville have hævn. ”Wulfen. Du kommer lige til tiden.” Sagde en af karatemændene. ”Selvfølgelig gør jeg det.” Svarede Wulfen. De 9 karatemænd stod rundt om et bord. ”Hey Wulf, så du Breaking Bad i går? Det var fucking godt. Det var season finale -” Mens karatemanden talte, hev Wulfen en pistol frem og skød ham. ”Hvor er det useriøst.” Sagde han koldt. De andre karatemænd nikkede i frygt. ”Ja, selvom det nu var et godt afsn…” Fortsatte en af de andre karatemænd, men blev stoppet da Wulfen skød ham. ”Hva’ fuck?” Udbrød en tredje karatemand, men blev som de andre 2 også skudt. Karatemændene rystede i chok.

Wulfen lænede sig ind over bordet med armene som støtte. På bordet lå et kort over lokalområdet. Der var en ring om et lille rækkehus og om en børnehave. ”Okay, her er planen: Ninja får fri fra arbejde klokken 2, hvor hun som altid tager hjem og ordner nogle praktiske ting, før hun henter sin søn i børnehaven klokken 4. Hun ser blandt andet nyhederne klokken 3. Det er her at hun vil finde ud af, at jeg er sluppet fri fra fængslet.” Wulfen blev afbrudt. ”Hvordan kan du vide at de bringer det op i nyhederne?” Spurgte en af karatemændene. ”De prioriterer altid det nyeste klokken 3, og ”farlig mand på fri fod” er hot stuff i medierne.” Wulfen fortsatte. ”Vi omringer hendes hus klokken 3. En af jer bliver tilbage og sender mig en sms præcis når nyheden starter. Når jeg modtager sms’en er hun i gang med at se nyheden, og så banker jeg på hendes dør. I stiller jer ved hvert jeres vindue, så hun ikke kan slippe ud.” Karatemændene nikkede. Der var en kort pause. ”Hvis det er, at du har lyst – og skyd mig nu ikke – hvis du har lyst til at se det sidste afsnit af Breaking Bad har jeg Viaplay derhjemme.” Foreslog en af karatemændene nervøst. ”Okay. Det gør vi bagefter.” Svarede Wulfen.

Flugten

Det var en tirsdag eftermiddag. Vejret var som dagen forinden; gråt, koldt og blæsende, bare med den undtagelse at der også regnede i stor stil. Det havde der gjort hele dagen, så alting var glat og drivvådt. Ninja var blevet hjemme fra arbejde for at rydde taget op. Hun var gået indenfor for at holde en lille pause, mens hun så nyhederne og strøg sit tøj. Der var ikke noget særligt i nyhederne. Det var alt sammen enten noget med politik, finans eller virksomhed at gøre. Indtil…

Hun vågnede fra sine tanker. Hendes hjerte lød som en hest der red galop. Hendes øjne var klæbret til skærmen og hendes hånd til strygejernet. Det bankede på døren. Impulsivt trak hun så hårdt i strygejernet at det fløj ud af stikkontakten. Hun stormede hen til det nærmeste vindue, hamrede strygejernet igennem og hoppede ud af det, ud mod baghaven. På græsplænen så hun at der stod mænd i karatetøj, spredt fra hinanden. Med strygejernet i hånden løb hun alt hvad hun kunne hen mod buskadset i kanten af baghaven. En af karatemændene stilede sig i hendes vej. I løb svang Ninja strygejernet mod ham. Med strygejernets hastighed og styrke var der ikke så meget manden kunne gøre ved det, andet end at træde til siden, men så var Ninja jo sluppet forbi ham. Han prøvede at blokere strygejernet med begge hænder, men det lykkedes ikke. Han blev i stedet basket bagover. Til siden så hun at de andre karatemænd løb mod hende. Fra hoveddøren kunne hun høre en person løbe i gruset. Hun nærmede sig buskadset. Det var en tæt begroet blanding af små grenrige træer og stikkende buske. Med omtrent 100 kilometer i timen stormede hun lige mod en gren i hendes hovedhøjde, der grænsede op til buskadset. I løb greb hun fat i den og svang sig et par metre ind over en stor busk, efterfulgt af et rullefald under en gren. Undvigende fortsatte hun løbet, med mændene lige i hælene. Hendes hud blev utallige gange ridset af de skarpe grene. Da buskadset havde ført hende over til naboens have, lavede hun en drejning. Hun løb ud af buskadset og tværs hen over naboens have. Hun var udmattet. Gradvist satte hun farten ned en lille smule, mens hun kiggede over sin skulder. Bag hende løb Wulfen, der var efterfulgt af 3 karatemænd. De var et stykke bagud. Hun skulle til at sætte farten op igen, da hun pludseligt blev sparket på låret af en karatemand fra siden. Hun tabte strygejernet. Han var løbet en anden vej omkring. Karatemanden slog ud efter hende, men Ninja nåede at dukke sig i et baglæns spring. Hun landede med begge sine hænder på græsset, og svingede sine ben i et spark. Hun ramte ham uforberedt på brystet, og han faldt bagover. I mellemtiden havde de andre karatemænd indhentet hende. Hun samlede strygejernet op og sprintede videre ned mod skoven. Hendes hjerte bankede. Hun vidste at Wulfen var lige bag hende. Hun kunne ikke tage Wulfen i en kamp, specielt ikke hvis de andre karatemænd kom og hjalp ham. Eftersom Wulfen løb hurtigere end hende, blev hun nød til at finde på noget smart, hurtigt. På vej ned mod skoven drejede hun af, ind til et stort etplanshus. Hun tog et par lange skridt, hoppede op på en aflang skraldespand og derefter videre op på husets tag. Husets tag var ikke så højt, men tagstenene var blevet glatte af regnen.

Det var et smart trick, fordi Wulfen var ikke klar på det, så han skulle først til at tage tilløb for at komme derop. Men nu da Ninja allerede var deroppe, ville Wulfen ikke kunne komme derop uden at blive hamret ned igen af et jernhårdt og et stadigt varmt strygejern. En ting Ninja havde overset, var dog at Wulfen havde en pistol med. Selvom Wulfen helst ville have hende i live, var han nu nød til at bruge den, for at få fat i hende. Han trak pistolen frem og tog et hurtigt sigte mod hende. Ninja var hurtig til at opdage det, og ligge sig ned på den anden side af taget. Herfra kunne Wulfen kun ramme hende, hvis han gik over på den anden side af huset. Og hvis han gik over på den anden side af huset, ville Ninja også bare lægge sig over på den anden side af taget. Mens hun lå her, tog hun sin telefon op af lommen og indtastede 112. Hun nåede ikke andet end at ringe op, før den første karatemand kom op på taget. Wulfen stod stadig på jorden med pistolen klar. Den første karatemand kom hen mod hende. Ninja lå på taget med strygejernet i den ene hånd og telefonen i den anden. Da karatemanden kom tæt nok på svang Ninja strygejernet langs hans ben, men karatemanden nåede at hoppe. Han prøvede at trampe på hende, men Ninja løftede strygejernet op foran hans fod, for at blokere. I en hurtig bevægelse gav Ninja strygejernet et hårdt skub, så karatemanden mistede balancen og væltede bagover. Hun var nu nået igennem til politiet. ”Det er alarmcentralen.” Lød det fra telefonen. ”Hej,” sagde Ninja ufokuseret, mens hun tålmodigt kiggede over på den anden side af taget for at se om der kom flere. Der blev en lang pause i røret. Det var nok meningen at Ninja skulle have sagt noget. ”Og hvad vil du så?” Spurgte manden i telefonen afventende. Hun så at en af karatemændene var på vej op. Hun var overhovedet ikke fokuseret på telefonsamtalen. ”Er det seriøst der her?” Spurgte manden efter hun ikke havde sagt noget længe. Han var lige ved at lægge på igen. ”Det er rimeligt seriøst, ja.” Sagde hun, nu med fokus. ”Okay, hvad vil du gerne anmelde?” Spurgte han. ”Nogen karatefolk der prøver at dræbe mig. De er 6-7 personer. Jeg ved ikke hvem de andre er, men en af dem er min eks mand. Han er bedst kendt som Wulfen.” Der blev en kort pause. ”Det er ham der er undsluppet fra fængslet.” Forklarede hun. ”Når okay, hvor befinder du dig?” Lød det fra manden i røret. ”Lige 2 sekunder,” sagde Ninja. Endnu en af karatemændene var nået op til hende. Hun kunne samtidig høre at Wulfen var på vej over til den anden side af huset. Hun rejste sig op. Karatemanden slog ud efter hende. Hun blokerede med sin ene arm, og baskede ham derefter i hovedet med strygejernet, så han faldt bagover. Ninja så at Wulfen snart var i skydeposition igen, så hun lagde sig over på den anden side af taget. ”Jeg ligger på et tag. De har omringet mig og begynder at komme herop. En af dem har en pistol.” Sagde hun. ”Var det dig der lige judo jabede en?” Spurgte manden i røret. ”Ja, det var det,” svarede Ninja. ”Sejt,” sagde han forbløffet. ”Kan i ikke bare komme herover?” Spurgte hun. ”Jo selvfølgelig. Hvor er det henne?” Spurgte han. ”Jeg kan ikke helt adressen. Det er min genbos tag,” Ninja ledte efter noget hun kunne bruge til at forklare hvor det var henne. Hun fik øje på skoven nede ad bakken. ”Det er det sidste hus, før stien der går ned til Sønderskoven.” Forklarede hun. ”Der er mange stier ned til Sønderskoven.” Sagde han. ”Hvis i følger Fuglevænget, så nede for enden, oh shit…” Bag hende skulle en af karatemændene lige til at trampe på hende. Hun undvigede med et rul, og nu placeret imellem karatemandens ben, greb hun fat i et af benene og væltede ham ned.  ”Jeg er her igen,” fortsatte Ninja. ”Det er fint, vi er på vej. Vi kommer så hurtigt som overhovedet muligt.” Sagde manden i røret og lagde på.

Ninja så over på den anden side af taget. Hun blev panikslagen. Wulfen var kommet op, og han var lynhurtig til at bestige tagstenene. Ninja skyndte sig over mod skorstenen. Hun var tættere på end Wulfen, så hun nåede derhen før ham. Hun gemte sig afventende bag den. Wulfen kom derhen, og stod nu på den anden side af den. Da han prøvede at kravle rundt om den, gjorde Ninja det samme. Han prøvede igen, men Ninja kravlede igen den anden vej rundt. De blev ved sådan et stykke tid. Han var flere gange tæt på at få fat i hende med hænderne, men hun nåede at undvige. Wulfen blev til sidst træt af det, og besluttede sig så for at kravle op på skorstenen. Da Ninja så det, skyndte hun sig væk fra den. Hun nåede ikke særligt langt, før Wulfen var nået op på skorstenen. Han sprang ned mod hende, og greb fat i hendes ben. Ninja slog ham flere gange i hovedet med albuen, men det havde ingen videre effekt. Hun rystede med benene, men Wulfen holdte for godt fast. Han fik langsomt mere og mere fat i hende. Ninja var ved at være færdig, så hun gjorde en af de eneste ting hun kunne gøre. Hun lænede sig til siden og hoppede ned langs taget. Wulfen, der ikke var forberedt på det, blev nød til at give slip på hende for ikke selv at falde ned. Ninja landede længere nede af taget, og var lige ved at glide helt ned, men fik stoppet ved tagrenden. Lidt væk kunne man høre politisirener nærme sig. Wulfen indså at han ikke kunne nå at få fat på hende nu, så han vendte sig om og hoppede ned fra taget på den anden side. Sammen med karatemændene løb de væk.

Mod børnehaven

Ninja sad nu i politibilen. Hun havde lige forklaret politiet historien. De var nu på vej hen til børnehaven, som lukkede om 3 minutter, hvor Ninja endnu ikke havde hentet sin søn. Mens Ninja sad i bilen fik hun en sms. Hun fik bange anelser. Diskret tog hun sin mobil op af lommen, for at betjentene ikke skulle lægge mærke til det. I den stod: ”Jeg har din søn. Mød mig i børnehavens puderum om 1 time. Hvis du ikke kommer, eller hvis du medbringer politiet, kan du nok regne ud hvad der vil ske. Knus (som i at man knuser noget), Wulfen.” Ninja blev meget bange på sin søns vegne. Det var hvad hun havde frygtet mest. ”Vi bliver nød til at se den der,” sagde en af betjentene og pegede på telefonen. ”Hvorfor? Hvad har den nu gjort?” Forsøgte Ninja. ”Det ved du godt. Vi skal tjekke alt materiale der kan have haft en rolle i denne her sammenhæng.” Sagde politibetjenten. Ninja sukkede. Hun skulle lige til at give den til betjenten da hun afbrød sig selv. ”Hey, se!” Råbte hun og pegede ud af vinduet. Betjentene kiggede vågent. ”Karatemændene gik lige derovre! De gik om bagved huset derovre!” Sagde Ninja og pegede. Betjentene stormede alle sammen ud af bilen og hen til huset i kamppositur. Imens steg Ninja ud af politibilen og løb derfra. Hun løb og løb og løb alt hvad hun kunne ned mod børnehaven. På vejen stoppede hun forbi en af hendes karatevenners’ hus. Hun havde brug for nogle ting til at bekæmpe dem med, men det skulle gå hurtigt. De var heldigvis ikke hjemme. I garagen fandt hun en rive, et ræb og en kniv med et hylster der kunne hænges fast til bæltet. Indenfor fandt hun 2 æg, der endnu ikke var kogte, som hun puttede i lommen. Hun skulle til at løbe derfra, men stoppede op, da hun fik øje på en luftballon i baghaven…

Kiai

Ninja vidste ikke så meget om luftballoner. Ikke andet end det hendes karateven havde fortalt hende om det. Hun fandt hurtigt ud af, hvordan man styrede den. Hun tænkte at det ville give hende en fordel at lande på børnehavens tag, i stedet for at gå direkte ind i bygningen, hvor karatemændene stod klar. Så her var hun nu, lige over børnehavens tag. Børnehavebygningen bestod af en stor kvadratisk 3 etagers bygning, med et fladt tag. Hun var i gang med at lande, da hun så en bil køre ind på børnehavens parkeringsplads. En mand steg ud og gik mod børnehavens indgang. Ninja fik landet. Hun skyndte sig hen til kanten af taget for at få manden til at vende om. Da manden kom tættere på, kunne hun se at det var Chefen. Det overraskede hende. Hun vidste ikke at Chefens barn gik i børnehave her. Men det overraskede hende ikke at Chefen kom for sent til at hente sit barn. Børnehaven var lukket. Det var kun karatefolkene, Ninjas søn og muligvis også Chefens barn, der var tilbage derinde. Luftballon havde været næsten lydløs, så Ninja regnede ikke med at karatemændene vidste at hun var deroppe. Hun prøvede desperat at få fat i Chefen, uden at karatemændene hørte hende. Det blev til en blanding af råb og hvisken, men det havde ingen effekt. Chefen var næsten henne ved hoveddøren nu. Hun skulle skynde sig. Hun tog et æg op af lommen og kastede det ned. Hun ramte ham ved et uheld i hovedet, så hans hår blev klistret til i æg. Chefen stoppede, og kiggede op. ”Nina?! Hvad laver du deroppe!?” Råbte han. Ninja gjorde tegn til at han skulle være stille, men det var for sent. Hoveddøren åbnede og karatemændene hev Chefen indenfor. De vidste nu, at hun var på taget. Hun skyndte sig hen til luftballonen, hvor hun havde gemt alle sine ting. Kniven var stadig omkring hendes bælte og det sidste æg i hendes lomme. Hun samlede riven og ræbet op. Hun bandt den ene ende af ræbet fast til luftballonen og den anden rundt om sig selv. Lige da hun havde gjort det, kom der 3 karatemænd op på taget igennem en lem. Da hun så dem, hoppede hun ud over tagets kant.

I luften vendte hun rundt og fløj med riven forrest ind mod et vindue. Da hun var tæt nok på vinduet, slog hun riven igennem. Vinduet gik i stykker og Ninja kom hoppende igennem. Da hun kom sikkert på benene igen indenfor, skar hun sit reb over med kniven og proppede det i lommen. I lokalet hun befandt sig i, var der en masse borde og stole. Hun skubbede et bord hen til vinduet, placerede det så det blokerede vinduet, og stillede derefter en stol op ad bordet for at gøre det urokkeligt. Imens gik karatemændene hen til kanten af taget og kiggede ned for at se hvor hun var blevet af. Ninja havde forudset at de ville gøre det, så hun løb hen til lemmen indefra. Hun kiggede op ad lemmen og hen på de 3 karatemænd, der stadig kiggede ned ad bygningen. ”Hey, herovre!” Sagde hun. Karatemændene så over på hende med fortrydelse i deres øjne. ”I må hygge jer!” Sagde hun og lukkede og låste lemmen. De 3 karatemænd var nu fanget deroppe. De kunne ikke følge efter hende gennem vinduet, for det havde Ninja blokeret. Men det vidste karatemændene ikke endnu…

Ninja fortsatte gennem bygningen. Hun så på sit ur. Hun havde kun 5 minutter tilbage. Hun var på tredje etage og puderummet var på første etage. Hun kom løbende hen til trappen hvor hun stoppede op. Længere nede af trappen kunne hun høre nogle karatemænd gå og tale. Hun gik hen og gemte sig bag en reol ved siden af trappen. Reolen var ikke høj nok til at skjule hendes rive, så den stikkede op. ”Så du var inde og se Looper i biografen?” Spurgte en af karatemændene. ”Ja,” svarede en anden. ”Hvad synes du om den?” Spurgte den første igen. ”Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg synes den var okay. Ideen er fed nok, men den var bare forvirrende.” Svarede den anden igen. ”Hvad snakker du om? Den er mega fed! Bruce Willis sparker røv!” Sagde en tredje. De 3 karatemænd var kommet op for enden af trappen. ”Wulfen sagde at vi skulle vente her.” Sagde den første af dem, da den anden var ved at gå videre. ”Når ja.” Sagde den anden. De stod og ventede. ”Hvorfor står der en rive der?” Spurgte en af dem, pegede på riven og gik tættere på den. Ninja var alligevel blevet opdaget nu, så for sjovt løftede hun i den. ”HVA’ FUCK?!” Råbte den tredje karatemand skræmt. ”Er du dum? Hun gemmer sig omme bag reolen.” Sagde den første karatemand. Ninja rejste sig op med riven i hånden. ”På hende!” Sagde den første karatemand. De 3 karatemænd stormede hen mod hende.

Ninja skyndte sig væk fra reolen og hen hvor der var ordentligt plads. Hun stod klar med riven. Den første karatemand sparkede ud efter hende forfra, mens den anden slog hende fra siden. Hun blokerede slaget med sin arm, og lod sig blive sparket. Lige efter han havde sparket hende, placerede hun riven under hans ben og løftede op i den, så han væltede bagover. Imens slog den tredje karatemand hende hårdt fra den anden side. Hun sparkede ud efter ham, men han parerede. Bagfra sparkede den første karatemand ud efter hende. Hun dukkede sig og slog ham, men hun ramte ikke særligt godt. Det var besværligt for Ninja at slås med dem på hver sin side. Og nu blev det endnu sværere, for den første karatemand rejste sig op igen og kæmpede videre. Han slog ud efter hende, hun parerede, men modtog 2 spark i siderne. Sådan blev det ved. Hun blev slået og sparket, indtil hun til sidst faldt på knæ. Hun kunne ikke holde meget længere. Hun måtte finde på noget hurtigt. Hun havde fuldstændig glemt at hun havde en kniv. En sløv spejder kniv måske, men det var kun godt, for hun ville gerne undgå at skade nogen alvorligt. Hun trak kniven. De 3 karatemænd gik et skridt tilbage. Ninja kom med besvær på benene igen. De 3 karatemænd gik forsigtigt til angreb på hende igen. Den anden karatemand sparkede hende på benet. Hun prøvede at parerer det, men nåede det ikke. Fra den anden side fik den tredje karatemand sparket hendes kniv ud af hånden på hende. I en hurtig bevægelse slog Ninja riven i hovedet på den anden karatemand, der ikke kunne nå at blokere. Han faldt et par skridt tilbage og ned ad trappen. I endnu en hurtig bevægelse slog hun den tredje karatemand i hovedet med den anden ende af riven. Han faldt også bagover. Nu var det kun den første karatemænd der stadig stod på benene. Ninja gik til angreb. Hun stormede hen mod ham med riven og sparkede ud efter ham, men han nåede at dukke sig. Han slog ud efter hende, men hun parerede og slog ham i maven med riven, så han bukkede forover. Hun gav ham et albuestød i nakken, så han faldt til jorden. De lå nu alle sammen ned. Troede hun. Hun fik pludseligt en umenneskelig smerte i benet.

Bag hende var den anden karatemand kravlet op ad trappen. Han havde samlet kniven op fra gulvet og stukket hende i benet. Ninja vendte sig rundt og slog ham væk med riven. Den tredje karatemand var ved at rejse sig op igen, men Ninja nåede hen til ham, fik lagt ham ned og bundet hans hænder bag hans ryg med hans egne sorte bælte. Ligeledes gjorde hun med de andre.

Hun kiggede på uret. Hun havde 15 sekunder tilbage. Hun slidede på gelænderet hele vejen ned af trappen til hun kom til første etage. Da hun kom derned, haltede hun så hurtigt hun nu kunne hen til puderummet. 5 sekunder tilbage. Hun faldte. Hun havde svært ved at rejse sig op igen, men kom til sidst på benene og fik åbnet døren ind til puderummet. Derinde stod Wulfen. Langs væggen sad Ninjas søn, Chefen og Chefens datter bundet til stole. Wulfen kiggede på sit ur, som begyndte at bippe lige efter at Ninja var gået derind. ”Så kunne du være her.” Sagde Wulfen med pistolen i hånden. ”Lås døren,” sagde han med pistolen pegende på Ninja. Hun gjorde hvad han sagde. Lokalet de befandt sig i var aflangt. Der lå en masse puder på gulvet. Bag Wulfen var der et stort vindue ud til børnehavens parkeringsplads. Ninjas søn kiggede sørgeligt på Ninja. Chefen sad skrækslagent ved siden af. ”Der er varmt herinde, var?” Sagde Wulfen, mens han pudsede sin pistol. ”Hvordan kan der være varmt? Der er jo næsten permafrost udenfor.” Sagde Ninja. ”Nå nå. Så man er blevet kæk i selen. Det er stadig mig der har pistolen.” Sagde Wulfen. ”Præcis. Og så vidt jeg kan se kan jeg ikke slippe ud herfra, så jeg kan sige hvad jeg vil, jeg dør alligevel.” Sagde Ninja. ”Det er jo ikke sjovt. Kan du ikke prøve at være lidt mere dramatisk.” Sagde Wulfen. Ninja lagde riven på gulvet, og begyndte at lave pruttelyde med armen. ”Seriøst. Jeg kan jo ikke skyde dig mens du gør det der.” Ninja blev ved. ”Hold så op!” Sagde Wulfen, gik hen til Ninja og gav hende en mavepuster. I samme øjeblik greb Ninja fat i Wulfens arm og vred den rundt, mens hun hamrede sit knæ ind i hans lår. Med den anden arm slog Wulfen hende hårdt i brystet, så hun mistede pusten. Ninja gav slip fra Wulfens arm. Hun lænede sig forover for at kunne trække vejret ordentligt. Wulfen trådte et skridt tilbage, vendte sig om og gik over mod vinduet. Ninja samlede riven op. ”Jeg vidste det, man skulle lige prøve. Du kan lige så godt lade være. I fængslet har man meget fritid, men der er ikke så meget at lave. Jeg brugte tiden på at træne.” Sagde Wulfen. Ninja samlede ægget op ad lommen. Gudskelov. Det var ikke gået helt i stykker. Wulfen kiggede tilbage på Ninja. Han så ikke ægget. ”Jeg har det altså varmt, så nu åbner jeg vinduet.” Han vendte sig for at åbne vinduet. Da han vendte sig rundt igen kastede Ninja ægget i hovedet på Wulfen. Hun ramte perfekt. Det klaskede lige for øjnene af ham. Wulfen kunne ingenting se. Mens han tørrede ægget væk, slog Ninja ham hurtigt og hårdt på hånden med riven, så han tabte pistolen. Hun slog ham derefter i hovedet med riven. Han faldt ikke, så Ninja placerede riven bag hans hoved og rykkede ham forover, så han faldt.

Ninja bandt hans hænder fast bag ryggen med den afskårne snor fra hoppet igennem vinduet. ”Æggehoved,” Sagde hun til Wulfen. Hun tog sin telefon op ad lommen og ringede 112. ”Apropos den der lønforhøjelse…” Begyndte Chefen, men blev afbrudt. ”Sssh. Jeg snakker med politiet.” Sagde Ninja. ”Ja hej. Jeg har fanget Wulfen. I kan komme og hente ham i børnehaven når I har tid.” Fortsatte hun. ”Dig igen? Fedt man, vi kommer om lidt.” Sagde manden. ”I børnehaven? Hvad laver han der?” Kunne man høre en person sige i baggrunden. ”Perverse stodder!!” Råbte en anden. ”Det hørte jeg godt!” Råbte Wulfen. ”Godt arbejde.” Sagde manden i røret. ”Ja, det kunne jeg godt bruge,” sagde Ninja. ”Hva? Jeg har jo lige sagt ”godt arbejde,”” sagde manden i røret forvirret. ”Jeg kunne godt bruge et godt arbejde. Mit arbejde er træls.” Forklarede Ninja. Chefens blik strålede af utilfredshed. ”Nåååå. Prøv at snakke med politiet, de kan sikkert hjælpe dig ind i militæret.” Sagde manden. ”Tak,” sagde Ninja. ”Vi venter her til i kommer.” Tilføjede Ninja og lagde på.

… Udenfor hang de 3 karatemænd i snoren. De havde prøvet at følge efter Ninja. De kravlede alle 3 på snoren. ”Vinduet er blokeret. Du må kravle op igen!” Sagde den nederste til den øverste. ”Hvorfor tager vi ikke bare luftballonen?” Spurgte den øverste. ”Ved du hvordan man styrer sådan en?” Spurgte den nederste.

Karatehallen

Wulfen blev anholdt og sat tilbage i fængslet. Ninja fik job i militæret. Hun fik et nyt hus og en bil. Ninja var igen til karatetime. Hun sad på bænken og drak vand. En af hendes karatevenner kom hen til hende. ”Hey,” sagde han, og satte sig ned ved siden af hende. ”Jeg har mistet min luftballon.” Fortsatte han. ”Ja. Den ved jeg faktisk godt hvor er henne.” Sagde Ninja. ”Tror jeg.” Tilføjede hun. ”Gør du? Hvor?” Spurgte manden. ”Altså jeg lånte den lige til at flyve op på børnehavens tag. Det var bare en kort tur.” Forklarede Ninja. ”Og der står den stadigvæk?” Spurgte manden. ”Det tror jeg,” svarede Ninja. ”Tror du?” Spurgte manden. ”Ja, altså jeg lukkede 3 karatemænd derop, så jeg ved selvfølgelig ikke om de har taget den.” Sagde Ninja. ”Jeg skal nok give dig en ny,” skyndte hun sig at tilføje.

 

Skrevet af Rasmus Thisted