For dig, der bare elsker at skrive og måske har en forfatter, sangskriver eller digter indeni.


Kan du lide at skrive og gemmer der sig måske en sangskriver, digter eller forfatter i dig? Det kan endda være, at du drømmer om en dag at stå med din helt egen bog i hånden. Vi har lavet forfatterlinjen til dig.

Slip din indre forfatter løs i 10. klasse hos os


Som elev i 10. klasse har du på Nørre Åby Efterskole mulighed for at vælge den helårlige forfatterlinje i stedet for tysk eller fysik/kemi. På forfatterlinjen kan du dyrke din interesse for at skrive og prøve kræfter med mange forskellige stilarter.

Kom ud af skrivebordsskuffen


Måske har du allerede skrevet noget, der ligger i skrivebordsskuffen. Noget, der bare venter på at blive læst og kommenteret. Måske er du ikke nået så langt, men har masser af ideer og lyst til at udfordre dig selv for at blive bedre til at skrive.

To parallelle forløb


Den helårlige forfatterlinje har to forløb, der kører parallelt:

  1. Skriveøvelser, der udfordrer dig på forskellige måder (se eksempler på skriveøvelser længere nede)
  2. Fordybelse i din egen tekst, hvor du får råd og vejledning af en rigtig forfatter og mulighed for at prøve vilde ideer af. Vi deltager også i forskellige skrivekonkurrencer i løbet af året.

Ingen regler men masser af øvelse


Forfatteren W. Somerset Maugham har engang udtalt, at “der findes 3 grundregler for, hvordan man kan skrive en roman. Uheldigvis er der ingen, der kender dem”. Det kan vi lide at læse. Vi ved også, at den gode tekst ofte bryder med regler og gør det, ingen havde ventet.

Men, tænker den kloge læser nu, hvorfor så overhovedet have en forfatterlinje? Hvorfor prøve at lære noget, man ikke kan lære? Det har vi også tænkt. Og alligevel kommet frem til 3 gode grunde til, at du skal vælge forfatterlinjen.

3 gode grunde til, at du skal vælge forfatterlinjen


  1. Øvelse gør mester. Det handler om at udfordre dit talent og gøre det gode endnu bedre. Alle og enhver kan ikke blive forfatter med stort F. Alle og enhver kan heller ikke blive professionel fodboldspiller. Det kræver talent, noget helt særligt, men det kræver også masser af øvelse.
  2. Leg med genrer. På forfatterlinjen får du mulighed for at prøve dig selv af inden for alle mulige genrer og bevæge dig ud, hvor isen er usikker og måske ikke kan bære. Den gode tekst står ofte på skulderen af mange (rigtig mange) mislykkede forsøg på at finde den helt unikke stil.
  3. Begejstring smitter. Det handler om at have det sjovt og grifle løs i selskab med andre søde, festlige og skøre forfatterspirer. Giv dig selv lov til at lade dig begejstre og inspirere af det, de andre har at byde på.

Eksempler på skriveøvelser


  • Præsentationer (herunder arbejdes med det stilistiske virkemiddel ”gentagelser”)
  • Sæt tonen! (”Den første, altafgørende sætning”)
  • Karakteropbygning (kend din karakter)
  • ”Pageturner” + ”Den gode hemmelighed”
  • Benspænd, regler & systemdigtning
  • Sans og skriv (”Det handler ikke om at finde på, men om at finde”)
  • Musik i sproget (Børnerim, rap & lydord)
  • Rekvisitter (hvordan gør man en tilsyneladende ligegyldig ting til en uundværlig del af sin tekst?)
  • Fortællervinkel & fortællestil (hvem er det, der taler, og hvordan taler han/hun)
  • Gør det uventede! (redigering og nytænkning)
  • Dyrk klichéerne, og riv det hele ned igen!
  • Overskrifter (bogstavrim, ’sound’ mv.)
  • Minimalisme (den skrabede tekst)
  • ”Don’t tell it – show it”

Få din tekst udgivet hos os


Vi er vilde med ord, og du må gerne få dine tekster udgivet her hos os på websitet. Her kan du læse andres tekster fra årgange før dig.

Ligesom alle de andre

Introduktion til Kimmie’s liv: Da jeg var 13, så jeg et program der hed ‘My Strange Addiction’, der handlede om en pige i 20’erne der levede 80% af sit liv som baby. Jeg overvejede, om jeg ville have…

Læs Mere

Mænd der hader minder

Karatehallen Hun løftede sin venstre arm op og blokerede sparket. Han slog ud efter hende igen. Hun greb armen, gav den et stød og vred den rundt, mens hun hurtigt slyngede sit højre ben langs…

Læs Mere

Nytårsaften

Cecilie råber: “ købte du det jeg sagde?´´ Der kom intet svar. Johannes kom ud fra toilettet, kiggede på hende og gik ind i stuen. Hun havde stress på, og tumlede rundt. Johannes havde ikke hjulpet…

Læs Mere